Fortsæt til indhold

Champagnebrandet Möet Hennessy er tæt på at løbe tør for gyldne dråber

Tørstige champagneelskere er tæt på at drikke lageret op hos Möet Hennessy.

Ifølge brancheforeningen Comité Champagne steg salget af champagne sidste år til 322 mio. flasker. Det er en stigning på 32 pct. sammenlignet med året forinden. Arkivfoto
Erhverv

Skyhøje priser, stigende renter og uro i verden er ikke nok til at sætte en prop i salget af champagne.

Trods usikkerhed og stigende inflation er der champagneglade kunder, der hælder den boblende drik i sig som aldrig før. Det resulterer i, at den franske producent Möet Hennessy er tæt på at løbe tør for champagne.

»Vores lager er ved at løbe tør for de bedste champagner,« siger adm. direktør Philippe Schaus i et interview med Bloomberg.

Allerede sidste år kunne brancheforeningen Comité Champagne, der repræsenterer mere end 16.000 vinbønder og 320 champagnehuse, fortælle, at salget af champagne slog rekord. Samlet blev der solgt bobler for 6,2 mia. dollars, hvilket svarer til knap 41 mia. danske kr.

Ifølge Philippe Schaus er det især coronapandemien, der har fået salget til at gå amok.

Verden over drukner befolkningen sorger i de gyldne dråber eller fejrer lyspunkter med bobler i glasset.

»Internt snakker vi om de brølende 20’ere. I år bliver et fantastisk år for champagnesalget,« udtaler han ifølge Bloomberg.

Det er især salget i Mellemøsten - med Dubai i spidsen - der er vokset eksplosivt. Samtidig understreger koncernen, at de velhavende kunder er mindre tilbøjelige til at ændre i økonomien, når inflationen buldrer, og priserne stiger.

Möet Hennessy er verdens største producent af champagne og kan føre sin historie tilbage til 1743.

Selskabet er en del af den franske luksuskoncern LVMH, der desuden står bag Louis Vuitton, Dior, Marc Jacobs, Givenchy og Birkenstock.