Erhverv

Danske virksomheder dumper på klima-ambitioner: »Det flyver lige i fjæset på vores selvforståelse«

Danske virksomheder får baghjul af tyske og italienske, når det handler om klima-ambitioner, viser en international undersøgelse. Storinvestor langer hårdt ud efter de danske selskaber, som endnu ikke lever op til deres ansvar.

Artiklens øverste billede
73 store danske virksomheder vil på baggrund af deres nuværende klimaplaner bidrage til en temperaturstigning på 2,6 grader i år 2100, konkluderer organisationen Carbon Disclosure Project. Illustration: Anders Vester Thykier

Mens verdens topledere går ind i de afgørende forhandlinger om at bremse klimaforandringerne under COP27 i Egypten, får dansk erhvervsliv drøje hug for en utilstrækkelig indsats i kampen mod fremtidens klimakatastrofer.

73 af de største danske virksomheder har samlet set kurs mod en temperaturstigning på 2,6 grader i år 2100. Det viser en rapport fra organisationen Carbon Disclosure Project (CDP), der har regnet virksomhedernes klimamål om til et estimat for deres relative bidrag til den globale opvarmning.

De danske virksomheders ambitionsniveau flugter langtfra med Paris-aftalens mål om 1,5 grader. De er samtidig et godt stykke efter lande som Italien, Tyskland og Holland, hvor de største virksomheder har kurs mod 2,2 graders temperaturstigning. For hele Europa er tallet 2,4 grader.

»Det flyver lige i fjæset på vores selvforståelse som danskere,« lyder det fra investeringsdirektør i AkademikerPension Anders Schelde, der har et skarpt øje på virksomheders klimaplaner, når han forvalter en pensionsformue på over 130 mia. kr.

»Vi har en opfattelse af, at vi er grønne frontløbere, men her har vi så en analyse, der viser, at virksomhederne i lande som Tyskland og Italien er foran os,« siger han og tilføjer, at organisationerne bag rapporten er nogle af de mest troværdige aktører på området.

CDP har verdens suverænt største database med detaljerede oplysninger om virksomheders klimaindsats. Det er data, som virksomheder selv indberetter på opfordring fra investorer og samarbejdspartnere. Desuden står CDP sammen med bl.a. FN bag initiativet Science Based Targets (SBTi), der er den største uafhængige aktør, som validerer virksomheders klimamål.

Temperaturstigningerne i den nye rapport bygger på en gennemgang af handlingsplanerne - eller mangel på samme - i ca. 13.000 virksomheder rundt omkring i verden. Heraf er 73 af dem danske.

»De private virksomheder er tydeligvis ved at misse målet. Vi er på vej mod et katastrofalt niveau, hvis de fortsætter i den nuværende retning, og Danmark ligger skidt i forhold til mange andre europæiske lande,« siger Maxfield Weiss, der er adm. direktør for CDP i Europa.

Han kan ikke gå i detaljer med enkelte virksomheder, men når de danske virksomheder er langt fra de internationale klimaambitioner, hænger det sammen med, at forholdsvis få har valide planer for at reducere udledningerne fra hele deres værdikæde – i fagsprog kaldet scope 3.

»I gennemsnit udleder virksomheders leverandører 12 gange mere CO2, end virksomhedernes egen produktion (scope 1 og 2, red.). Derfor er det helt afgørende, at virksomhederne får styr på den del,« siger Maxfield Weiss.

Forud for COP27 fik erhvervslivets grønne frontløbere, både danske og udenlandske, ros for at udvise den handlekraft, som politikerne har svært ved at blive enige om.

Maxfield Weiss er enig i, at der er momentum blandt mange af de helt store virksomheder, og han fremhæver bl.a. danske virksomheder som Carlsberg, Lundbeck, Novo Nordisk, Ørsted og Lego.

Temperatur-rapporten udstiller samtidig, at frontløberne ikke kan løse klimakrisen alene, påpeger Maxfiels Weiss.

Det danske biotekselskab Bavarian Nordic er et flere børsnoterede selskaber i C25-indekset, som endnu ikke har et klimamål.

Her mener Rolf Sass Sørensen, vice president for investor relations, at det er problematisk, at virksomheder bliver presset til at rapportere om CO2-udledning og klimaplaner til forskellige frivillige initiativer som f.eks. CDP.

»Det er lidt blevet et religiøst område. Og det er et område, hvor alle og enhver vil tjene penge. Der findes ikke det konsulenthus, som ikke slår sig op på, at de kan hjælpe med grøn rapportering, og det er jo fordi, man ikke tør stå udenfor, for så bliver man udskammet,« siger han.

Bavarian Nordic har fravalgt at rapportere til CDP. Men næste år forventer selskabet at offentliggøre et reduktionsmål via standarden TCFD. I første omgang bliver der dog kun tale om et reduktionsmål for selskabets egen drift, da man endnu ikke har styr på hele værdikæden.

»I sidste ende skal omstillingen ske hos os på mikroniveau i virksomhederne. Jeg mener bare ikke, at det er journalister eller selvbestaltede organisationer, der skal sætte standarden. Der ville jeg meget hellere have, hvis der sad nogle folk i Miljøministeriet eller i EU, som havde kompetencerne til at udstikke nogle retningslinjer,« siger han.

En anden stor dansk virksomhed, som halter efter på klimamålsætningerne, er industrikonglemoratet Schouw & Co.

Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen forsikrer, at han ikke forsøger at tørre ansvaret af på andre.

»Vi har en klar holdning til, at vi selvfølgelig skal reducere, og vi skal arbejde meget seriøst med det,« siger han.

I et af datterselskaberne, Biomar, har man allerede sat et reduktionsmål for hele værdikæden, men så langt er man altså ikke kommet på tværs af hele koncernen.

»Vi er på vej med mange ting. Når vi ikke har fremlagt et samlet mål endnu, er det fordi, vi skal være sikre på, at det er ordentligt gennemarbejdet,« siger Jens Bjerg Sørensen.

En opgørelse fra FN’s Global Compact viser, at fem af de danske C25-selskaber endnu ikke har tilsluttet sig til de videnskabelig klimamål via SBTi. I gruppen af large cap-selskaber mangler 16 ud af 19 at tilslutte sig SBTi.

Ifølge Anders Schelde viser det, at klimaindsatsen mange steder er noget, man kører lidt på siden af selve forretningen.

»Jeg synes, det er svagt. I C25 burde alle virksomheder have tilsluttet sig SBTi. Det gælder også, selvom man er i en lavemissionssektor, hvor man jo i øvrigt skulle tro, at det var lettere at sætte et mål. Det er de store selskaber, der sætter retningen for hele underskoven af mindre selskaber, og flere af dem glimrer ved deres fravær,« siger han.

I løbet af det seneste år har virksomhederne i Europa sænket deres temperaturpåvirkning fra 2,7 til 2,4 grader. Det er et direkte resultat af, at flere virksomheder har tilsluttet sig SBTi.

Også i Danmark har flere virksomheder på det seneste tilsluttet sig de ambitiøse klimamål og dermed lagt an til at begrænse klimabelastningen. Ifølge Maxfield Weiss skal der dog meget mere til - både fra dem, der mangler at sætte mål, og dem, der skal til at levere på dem.

»Vores analyser viser, at det kun er 1 pct. af de selskaber, som har offentliggjort et mål, der lige nu rapporterer på en omstillingsplan. Der er brug for konkrete planer, der forankres helt oppe hos topchefen og bestyrelsen, hvis virksomhederne skal lykkes med at leve op til deres mål,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.