Stenrige erhvervsfolk var ejere - nu er coachingselskab gået konkurs
Coachingselskabet Headlight er en del af iværksætterfabrikken Founders, der tidligere har haft Anders Holch Povlsen, Kjeld Kirk Kristiansen og Niels Jacobsen som medejere.
I mere end 10 år bakkede flere af Danmarks rigeste op om virksomhedsfabrikken Founders.
Selskabet har modtaget 850 mio. kr. fra Anders Holch Povlsen, Lego-fonden Kirkbi og William Demant Invest, men i oktober var det slut. Investortrioen trak sig som medejere, og parterne var enige om, at Founders ikke havde behov for yderligere kapital fra de stenrige investorer.
Nu er endnu et af virksomhedsfabrikkens selskaber taget under konkurs.
Denne gang er det Coachingselskabet af 9. november 2022 ApS, som tidligere gik under navnet Headlight. Selskabet guider erhvervsfolk til bl.a. at blive en bedre leder eller få bedre arbejdsglæde og klarhed i jobbet.
»Vi er tilfredse, når vi sammen med dygtige entreprenører forsøger at løse et problem eller forbedre en måde, vi gør ting på. Når man gør noget nyt, ved vi samtidig, at der er en stor risiko forbundet. Nogle gange lykkedes det, andre gange gør det ikke,« skriver Founders-direktør Simon Sylvest i en mail til Finans.
Han understreger, at virksomhedsfabrikken har fortsat stor tiltro til de resterende selskaber i porteføljen, men ifølge direktøren er ledelsen også bevidste om, »hvor svært det er at udvikle noget nyt.«
Udover Headlight har Founders indenfor det seneste halve år måtte sluge yderligere to konkurser. Det skete, da selskaberne Maguru og Duuoo noget usædvanligt bukkede under, mens Anders Holch Povlsen, Lego-familiens Kjeld Kirk Kristiansen og William Demant Invest fortsat var medejere af virksomhedsfabrikken.
Ingen af dem er i dag medejere af Founders-selskaber, men det vakte alligevel opsigt, da de stenrige ejere var involveret i to konkurser indenfor samme måned.
I forbindelse med konkursbehandlingen af Coachingselskabet af 9. november 2022 ApS har Finans spurgt Heartland, som er Anders Holch Povlsens investering selskab, om der er nogen sammenhæng mellem Bestseller-ejerens exit og de tre konkurser.
»Vi har, som du selv bemærker, ikke for vane, at lade selskaber gå konkurs, men de konkurser, der har været i Founders-regi, har desværre været uden for vores kontrol. Der er ingen sammenhæng med vores udtræden af Founders,« skriver Lise Kaae, adm. direktør for Heartland i en mail.
Hun påpeger samtidig, at den nuværende markedssituation er udfordrende for mange typer virksomheder, hvilket også påvirker start-ups. Heartland, der fortsat investerer bredt og er medejere i et hav af danske virksomheder forventer ifølge Lise Kaae ikke »bedring i markedet på kort sigt«.