Fortsæt til indhold

Amerikansk multimilliardær: »Verden er ikke drevet af grådighed. Den er drevet af misundelse«

Den amerikanske multimilliardær Charlie Munger har på en konference udtalt, at »verden ikke er drevet af grådighed«, men snarere af misundelse, som han mener er roden til meget dårligdom – især blandt yngre generationer.

Warren Buffett og Charlie Munger har drevet investeringsselskabet Berkshire Hathaway sammen siden 1978. Foto: (AP Photo/Nati Harnik)
Erhverv

Den amerikanske multimilliardær Charlie Munger, der nok bedst er kendt som Warren Buffetts trofaste partner i investeringsselskabet Berkshire Hathaway, har på en konference udtalt, at »verden ikke er drevet af grådighed. Den er drevet af misundelse«. Det skriver CNBC.

På konferencen, som blev afholdt af den amerikanske mediekoncern Daily Journal som Munger ejer fortalte han, hvordan han ser, at især yngre generationer bærer en indædt følelse af misundelse i sig.

»Det faktum, at alle har det fem gange bedre, end de plejede at have det tager de for givet. Alt, de tænker på, er, at en anden person har mere, og at det er ikke rimeligt, at han skal have det, mens de ikke har det,« sagde Charlie Munger og tilføjede, at han ikke kunne forstå, hvorfor folk i dag ikke er mere tilfredse med, hvad de har især sammenlignet med, hvad tidligere generationer har udholdt.

Munger, der ifølge Forbes har en personlig formue på godt og vel 15 mia. kroner, mener selv, at han har nedkæmpet misundelsen i sit eget liv.

»Jeg har overvundet misundelsen i mit eget liv. Jeg misunder ikke nogen. Jeg er ligeglad med, hvad en anden har. Men andre mennesker bliver skøre af det,« sagde han på konferencen.

Munger, der fylder 99 den 1. januar, har tidligere udtalt sig om emnet. I et interview med CNBC fra 2019 forklarede Munger, hvordan det at undgå misundelse var en af hans »simple« hemmeligheder til at leve et langt og lykkeligt liv.

Artiklens emner
Berkshire Hathaway
Charlie Munger