Fortsæt til indhold

FDM venter nyt kriseår for bilsalget: »Danskerne har ikke travlt med at trykke på køb-knappen«

Lange leveringstider på spritnye biler, en forbrugertillid i kulkælderen og et stillestående salg af brugte biler venter i 2023, lyder det fra bilbranchen.

Bilkøberne har ikke stået i kø i 2022, hvor salget tegner til at blive det laveste siden 2009. Arkivfoto: Morten Langkilde
Erhverv

Bilsalget har været på hælene i 2022, og trængslerne fortsætter for fuld styrke i 2023. Det er forventningen fra flere aktører i bilbranchen.

»Når vi kigger ind i 2023, ser det vanskeligt ud for nyvognsforhandlere,« siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI Bilbranchen.

Meldingen kommer på bagkanten af et 2022-salg af fabriksnye biler, der ikke er set lavere siden finanskrisen i 2009.

Thomas Møller Sørensen har ikke travlt med at løfte sløret for et bud på det forventede 2023-salg, men i FDM, der er bilejernes interesseorganisation, er forventningen, at nyvognssalget vil lande omkring 160.000 personbiler.

Forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, forklarer, at det især er erhvervslivet, der kommer til at agere trækhest for bilsalget i en tid, hvor danskernes købekraft er udhulet af de største prisstigninger i 40 år.

»Det er ikke forbrugerne, der kommer til at drive markedet. I stedet skal salget løftes af erhvervslivet, der – krise eller ej – skifter løbende ud i bilparken,« siger Ilyas Dogru.

Modsat FDM har flere brancheeksperter luftet forventninger om et 2023-salg på ca. 145.000 biler.

Uanset hvordan det præcise salg lander, får det næppe bilbranchen til at klappe i hænderne, og Thomas Møller Sørensen lægger da heller ikke skjul på, at udfordringerne på det nærmeste står i kø.

»Ud over krisen ser vi ind i lange leveringstider. Flere bilmærker er ved at omstille deres produktion fra fossile biler til elbiler, og det er en omstilling, som åbenbart trækker ud. Samtidig er der fortsat mangel på komponenter. Derfor vil udbuddet af nye biler være udfordret. Oveni kommer så den vigende forbrugertillid, ligesom aktiviteten på brugtvognsmarkedet har toppet,« siger Thomas Møller Sørensen.

Netop salget af brugte biler har det seneste år ageret redningsplanke for mange nyvognsforhandlere, der på grund af leveringsudfordringer på spritnye biler har satset på salg af nyere brugte biler fra bl.a. udlandet.

Det har været en god forretning i en stor del af 2022, men ventes ikke at blive det i ligeså høj grad i 2023, lyder DI-direktørens forventning.

Det er dog ikke en melding, som deles af Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, der er Danmarks største elektroniske markedsplads for brugte biler.

»Jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld omkring brugtbilsalget i 2023,« siger Jan Lang.

Han forklarer, at erfaringen fra kriseårene 2009 og 2010 viser, at brugtbilsalget er langt mindre konjunkturfølsomt end salget af nye biler, der ydermere bliver ramt af en række prisstigninger i 2023.

»Nye biler bliver ikke billigere, og når der opstår store prisspænd mellem nye og brugte biler, søger folk mod de brugte biler,« siger Jan Lang.

Her og nu venter han et brugtbilsalg næste år på niveau med 2022, hvilket vil sige 390.000-400.000 reelle handler.

I FDM oplever Ilyas Dogru, at danskerne i ly af krisen først og fremmest vil gå efter at holde liv i deres nuværende biler længst mulig.

»Den stigende inflation gør, at folk generelt har færre penge mellem hænderne. Samtidig følger der en enorm usikkerhed med krisen. Danskerne har ikke travlt med at trykke på køb-knappen, uanset om det gælder en ny eller brugt bil,« siger Ilyas Dogru.

Selv om DI Bilbranchen har dækket op til et sløjt 2023, håber DI Bilbranchen på en bedring i bilsalget på den anden side af sommerferien.

»Selv om jeg deler den skepsis, der er i branchen omkring salget i 1. halvår, tror jeg omvendt, at det bliver betydeligt bedre i 2. halvår,« siger Thomas Møller Sørensen.

Til og med november er der sat plader på 134.000 fabriksnye personbiler, hvilket er 21 pct. lavere end på samme tid sidste år.

Artiklens emner
Elbiler
Bilbranchen