Ny regering er 200 mio. kr. værd for 25.000 bilejere
I juni så 25.000 firmabilejere bag rattet i en plug-in-hybridbil ind i en uventet skatteregning på 200 mio. kr. Så blev der udskrevet valg.
Knap 25.000 firmabilister med en plug-in-hybridbil i garagen har 200 millioner grunde til at trække vejret lidt lettere.
Kort før sommerferien præsenterede den daværende S-regering en aftale indgået med SF, Enhedslisten og De Radikale, som lagde op til at øge beskatningen af plug-in-hybridbiler, der kører som firmabiler.
Konkret gik aftalen på at hæve det årlige beskatningsgrundlag for både nye og gamle firmabilister med 30.000 kr. I runde tal svarer det til en årlig skatteregning til den enkelte på 3.600 kr.
Men valget, der blev udskrevet den 5. oktober, kom på tværs af lovforslaget bag aftalen.
»På grund af folketingsvalget er lovforslaget om en øget beskatningsværdi af plug-in-hybridfirmabiler ikke fremsat,« bekræfter Skatteministeriet i en mail til Finans.
For de 25.000 firmabilister betyder det, at de kan vinke farvel til en umiddelbar ekstraregning i perioden 2023-2026 på i alt 200 mio. kr.
»Ejerne af plug-in-hybridfirmabiler har al mulig grund til at være stærkt tilfredse med, at aftalen om en merbeskatning ikke bliver til noget. Ekstraregningen kommer jo oveni alle de andre skattemæssige ulykker, som firmabilister kæmper med,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent i revisionsselskabet BDO, der har fulgt sagen tæt.
Finans har spurgt skatteminister Jeppe Bruus (S), om regeringen agter at genfremsætte forslaget.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren. Til gengæld lyder det fra Skatteministeriet, at den nye regering er ved at danne sig et overblik over, »hvilke lovforslag der forventes fremsat i den kommende tid«.
I FDM tror forbrugerøkonom Ilyas Dogru dog ikke, at de 25.000 firmabilejere har grund til at frygte, at de på ny vågner op til en særbeskatning.
»Særbeskatningen var resultatet af, at den daværende regerings støttepartier ønskede at justere afgifterne på plug-in-hybridbiler i forhold til aftalen fra 2020 bag de grønne bilafgifter. Jeppe Bruus (daværende skatteminister, red.) var dog ikke fortaler for at ændre på 2020-aftalen, men så blev løsningen åbenbart et kompromis med en ekstra skat til firmabilejerne,« siger Ilyas Dogru.
Blandt kritikerne af særskatten for både nuværende og kommende ejere af plug-in-hybridfirmabiler var Business Danmark, der er talerør for 29.000 ansatte indenfor salg og marketing.
»Det er jo nærmest bondefangeri,« lød kritikken fra kommunikationschef Michael Krag-Svendsen, efter at aftalen med den ekstra skatteregning var blevet præsenteret den 29. juni sidste år.
Det handlede meget om signalpolitik. Merbeskatningen var jo ikke noget, som blev skønnet til at have en grøn effekt overhovedet.Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef i Business Danmark
I dag er meldingen, at tiden er løbet fra kritikken af plug-in-hybridbilerne af den simple grund, at salgstallene er vigende, mens elbiler brager frem.
»Det handlede meget om signalpolitik. Merbeskatningen var jo ikke noget, som blev skønnet til at have en grøn effekt overhovedet, og nu er vi der allerede,« siger Michael Krag-Svendsen med henvisning til elbilernes voksende succes.
Selv om FDM ikke kommer til at savne særbeskatningen af plug-in-hybridfirmabiler, ærgrer Ilyas Dogru sig over, at hele lovforslaget endte i skraldespanden.
Ud over den umiddelbare ekstraregning på 200 mio. kr. til 25.000 firmabilejere indeholdt det skrottede lovforslag bl.a. en økonomisk håndsrækning til ladestandere i boligforeninger og 6 mio. kr. til et videnscenter for ladeinfrastruktur.
»Og netop de to ting er der brug for at finde nogle penge til. Til gengæld viser udviklingen i salget af elbiler og plug-in-hybridbiler, at der ikke er grund til at gå ind og pille ved reglerne for plug-in-hybridbiler,« siger Ilyas Dogru.
Mens de 25.000 firmabilejere med en plug-in-hybridbil i garagen har sparet 200 mio. kr., koster det skrottede lovforslag umiddelbart elbilejere i alt 80 mio. kr.
En del af forslaget var også at reducere beskatningsværdien af elbiler med 15.000 kr. årligt i perioden 2023-2026 svarende til en årlig gevinst for hver elbilejer på knap 1.800 kr. Men den aftale faldt også til jorden med udskrivelsen af valget.

