Tesla-rabat breder sig: Priserne er raslet ned på tusindvis af brugte elbiler
Bilforhandlere har de seneste to uger haft travlt med at rette i priserne på brugte elbiler. På Bilbasen er priserne på elbiler sænket med 78,5 mio. kr.
Bilforhandlere rundt om i landet har haft travlt med at rette i priserne på brugte elbiler. Efter at Tesla den 13. januar sænkede priserne på fabriksnye Model 3- og Model Y-varianter med op til 131.000 kr., har bilforhandlere justeret priserne 2.761 gange på elbiler til salg på Bilbasen.
Samlet kommer nedsættelserne alene i uge 2 og uge 3 til at koste bilforhandlere 78,5 mio. kr., viser de løbende ugerapporter fra Bilbasen, der er Danmarks største elektronisk handelsplads for brugte biler.
Alene uge 2 skar 1.359 prisrettelser samlet 44,7 mio. kr. af de udbudte salgspriser, mens priserne i uge 3 blev sænket på 1.402 elbiler med i alt 33,8 mio. kr.
»Alle biltyper er rettet ned i pris, men de nominelle nedsættelser er især markant for elbilerne, der er sat 24.105 kr. ned i pris i gennemsnit,« udtaler Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, på Linkedin om udviklingen i uge 3.
De tusindvis af prisnedsættelser underbygger de første meldinger fra brancheeksperter, der ikke tøvede med at slå fast, at de markante Tesla-prisfald uundgåeligt vil brede sig som ringe i vandet til nærmest hele bilbranchen.
»Det her kommer til at slå bunden ud af brugtvognsmarkedet,« lød den kontante melding fra Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, til Finans.
Meldingen blev forklaret med, at de nye priser fra den amerikanske elbilkæmpe uundgåeligt vil presse konkurrenter til at genoverveje deres priser.
Jan Lang tøvede ikke med at kalde Teslas prisnedsættelser historisk.
»Jeg har aldrig oplevet lignende nedsættelser, og konsekvenserne bliver omfattende for markedet,« udtalte den erfarne analytiker til Jyllands-Posten om de nye Tesla-priser.
At udviklingen også sætter spor i resten af brugtbilmarkedet, understreges af, at der samlet var 3.549 prisnedsættelser i uge 2 fulgt af 3.391 nedsættelser i uge 3. Til sammenligning var der i uge 1 – ugen før Teslas nye priser så dagens lys – 1.116 prisnedsættelser blandt de 58.000 brugte biler til salg på Bilbasen.
Sidste uge var der 57.300 biler til salg på Bilbasen. Heraf var 7.400 brugte elbiler.
Mens priserne rasler ned på brugte elbiler, har Semler Gruppen, der er Danmarks største bilkoncern og forhandler af f.eks. elbilerne Volkswagen ID og Skoda Enyaq, meddelt, at man ikke kommer til at justere nyvognspriserne.