Forstå tallene: Så stort er Mærsks rekordoverskud
For andet år i træk har A.P. Møller-Mærsk sat danmarksrekord, når det kommer til at lave overskud.
A.P. Møller-Mærsk har gjort det igen. For andet år i træk har selskabet skrevet danmarkshistorie, når det handler om størrelsen på bundlinjen. Mærsk er nemlig buldret igennem 2022 med et resultat efter skat på 29,3 mia. dollars. eller 203 mia. kr., hvilket er det højeste overskud nogensinde i Danmark.
Med resultatet har Mærsk ikke bare sat danmarksrekord. Mærsk har smadret sin egen rekord fra 2021 fuldstændig. I 2021 lød resultatet efter skat nemlig på ca. 18 mia. dollars, hvilket på daværende tidspunkt svarede til 118 mia. kr.
Tal i denne størrelsesorden kan være svære at forholde sig til, så i denne artikel forsøger vi at gøre det lidt nemmere at kapere, uden at man ødelægger en sikring på øverste etage.
Vi begynder med ét af de mest brugte tricks i den journalistiske værktøjskasse: At se på, hvor meget Mærsk har tjent pr. måned. Når man har tastet tallene ind på lommeregneren, bliver resultatet næsten 17 mia. kr. pr. måned.
Et andet typisk greb for journalister er at se på overskuddet pr. dag i det forgangne år, og så bliver resultatet mere end 550 mio. kr. Går man skridtet videre og ser på overskuddet i hver eneste time af 2022, lander tallet på mere end 23 mio. kr.
Dermed går der mindre end en arbejdsdag for hele Mærsk, før selskabet har tjent, hvad der svarer til denne uges pulje i eurojackpot. Den lyder i denne uge på 151 mio. kr.
Nu er vi kommet til den helt store klassiker inden for kategorien at sammenligne. Det er at sammenligne et tal i kroner og øre med prisen på en Storebæltsforbindelse. Storebæltsforbindelsen løb op i ca. 38,1 mia. kr. i 2020-priser, så dermed svarer 2022-overskuddet til lidt over fem Storebæltsforbindelser.
Skal man sammenligne tallet med noget, der optager mange danskere for tiden, kan man se på, hvor mange helligdage Mærsk ville kunne finansiere med overskuddet. Beregninger, der ligger til grund for at skrotte store bededag, viser, at staten indkasser 3,2 mia. kr. på denne konto. Altså ville Mærsk med sit 2022-overskud kunne finansiere store bededag mere end 63 år ud i fremtiden.
Nu vi er ved statsfinanser, kan man også sammenligne Mærsks overskud med bruttonationalproduktet (bnp) for et helt land. Hos Verdensbanken ligger man inde med 2021-tal, og med disse tal står det klart, at Mærsks 2022-overskud svarer til den samlede værdi af produktionen i Jamaica og Afghanistan.
Hvis man vil helt ned på ét enkelt land, svarer Mærsks 2022-resultat nogenlunde til bnp i El Salvador i 2021. El Salvador har et befolkningstal på mere end 6,3 mio., mens Mærsk har på den gode side af 110.000 ansatte.
Nu kan man, som Donald Trump måtte sande, ikke bare købe et land, men hvis Mærsk skulle købe noget for sine 203 mia. kr. og ikke bare pjatte dem væk på helligdage, ville selskabet have råd til at lægge Danske Bank ned i indkøbskurven. Og der ville også være plads til både Jyske Bank og Sydbank. Og så også lige Spar Nord. De fire store SIFI-banker har nemlig en markedsværdi på henholdsvis 120, 33, 18 og 14 mia. kr. I alt 185 mia. kr. De 18 mia., der er i overskud, kan så bruges på FLSmidth, der har en markedsværdi på 17,7 mia. kr.