Mangemilliardær Joachim Ante stifter nyt klimaselskab
På kort tid gik Unity-stifteren Joachim Ante fra ukendt til en af landets rigeste - nu har han stiftet et nyt selskab, som skal investere i miljø og klima.
Med en personlig formue på mere end 10 mia kr., kan den snart 40-årige Joachim Ante bryste sig af titlen som en af Danmarks absolut rigeste personer.
Nu melder den snart 40-årige tech-milliardær sig ind i klimakampen med et spritnyt investeringsselskab. Og det er ikke så få penge, han allerede har postet i projektet.
Joachim Ante har netop stiftet selskabet JA Investment ApS, som ifølge oplysninger i cvr-registret skal »foretage strategiske og økonomiske investeringer indenfor miljø- og klimaforhold internationalt.«
Selskabet blev grundlagt i starten af februar med en startkapital på mere end 138 mio. kr. og har Joachim Ante som eneejer.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Joachim Ante til stiftelsen af JA Investments.
Milliardæren fangede for alvor offentlighedens interesse, da han i 2021 ud af det blå strøg ind i top 10 på listen over Danmarks 100 rigeste personer.
Han er nemlig medstifter af techselskabet Unity Technologies og udvikler af en spilkode, der er blevet brugt til flere populære spil, herunder Pokemon Go og Among Us.
I efteråret 2020 røg Unity på børsen i New York til en markedsværdi, der hurtig kom over 100 mia. kr. Børsnotering gjorde ikke bare Joachim Ante, men også hans medstiftere, David Helgason og Nicholas Francis, milliardærer på meget kort tid.
Af 2020-regnskabet for et af Joachim Antes private holdingselskaber, JA Technologies, fremgår det, at medstifteren samme år kunne bryste sig af et overskud på mere end 2,3 mia. kr. efter skat.
Holdet måtte imidlertid se knap en tredjedel af selskabets værdi blive barberet væk i maj 2022, efter Unity sænkede forventningerne til året i sit kvartalsregnskab.


