Erhverv

Jordskælv i Syrien og Tyrkiet vil presse danske forsikringspriser op

Udover den menneskelige katastrofe ved jordskælvet i Syrien og Tyrkiet venter der en gigantisk økonomisk regning for forsikringsbranchen. Den får også danske kunder at mærke som prisstigninger.

Artiklens øverste billede
Ingen kender endnu omfanget af de enorme ødelæggelser, og hvad det vil koste at rydde op efter jordskælvet, Men det bliver en enorm regning for forsikringsbranchen. Foto: AFP/Ilyas Akengin

Jordskælvet i Tyrkiet vil med stor sandsynlighed få prisen på danske forsikringer til at stige.

Det er en ret sikker konsekvens af en katastrofe, som ingen endnu kan overskue konsekvensen af.

Det vurderer flere branchekilder over for Finans.

»Det er en risiko, at priserne vil blive presset i vejret. Det bliver dyrere at være kunde i et forsikringsselskab,« forudser Pia Holm Steffensen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Logikken er, at det i første omgang er forsikringsselskaberne, der får regningen for ødelæggelserne i Tyrkiet og Syrien. Men fordi skaderne bliver så enorme, sender de en stor del af udgifterne videre til deres forsikringsselskaber, som er genforsikringsselskaber. 

Når genforsikringsselskaberne bliver presset af store katastrofer, svarer de igen ved at hæve prisen over for deres kunder, deriblandt danske forsikringsselskaber, som så igen hæver priserne på danskernes forsikringer for at fastholde deres indtjening. 

»Typisk når vi ser denne slags situationer – som vi så med oversvømmelsesskader i Tyskland sidste år - påvirker det genforsikringspriserne i hele verden, fordi det pludseligt bliver dyrere at købe sig til den ekstra sikkerhed, det er at have en forsikring som forsikringsselskab,« siger Pia Holm Steffensen. 

Der er ingen tvivl om, at de største tab ved jordskælvet i Tyrkiet er de menneskelige. 

Dernæst er det tydeligt at se, at de fysiske ødelæggelser er enorme. Det indikerer, at der ikke mindst bliver tale om store erstatningsudgifter til bygninger og løsøre i form af møbler, butikkers udstillingsmontrer, virksomheders varelagre mm.

»Men ofte viser det sig, at forsikring af driftstabet kan være langt større, fordi virksomheden ikke kan operere i lang tid. Hvis der er tale om f.eks. medicinalvirksomheder, kan der være tale om meget kostbare produkter, der er gået tabt, og derfor bliver driftstabet desto større,« siger Peter Ledgaard, partner i Riskpoint, der rådgiver virksomheder i at sammensætte den rette forsikringsdækning.

Også han forventer, at de stigende genforsikringspriser i sidste ende vil slå igennem i dyrere forsikringer for virksomheder og private kunder.

Jordskælvet rammer i øvrigt på et tidspunkt, hvor forsikringsmarkedet i forvejen er temmelig presset.

Den globale forsikringsmæglerkoncern AON har netop gjort året 2022 op. Her var de samlede økonomiske tab som følge af naturkatastrofer på 313 mia. dollars. Af dem dækkede forsikringsbranchen 132 mia. dollars.

Det gjorde 2022 det femtedyreste år for branchen nogensinde. Det skyldes ikke mindst orkanen Ian, der ramte USA, og i sig selv kostede forsikringsselskaberne 50-55 mia. dollars. Det gør orkanen til den næstdyreste forsikringsbegivenhed nogensinde, kun overgået af orkanen Katrina i 2005.

Forsikringsbranchens dyre år i 2022 er en af grundene til, at der lige nu er et såkaldt hårdt marked, dvs. at priserne er presset op.

Samtidig slås forsikringsbranchen og genforsikringsbranchen med de samme overordnede tendenser som resten af verden.

»Katastrofen sker på et tidspunkt, hvor der er recession, og der er usædvanligt mange naturkatastrofer. Det, vi før har betragtet som 100 års eller 50 års begivenheder, er nu 5- eller 10-års begivenheder. Det betyder, at priserne på genforsikring bliver presset opad i forvejen,« siger Henning Damgaard Rasmussen.

Han er chef for salg og forretningsudvikling i HDI Global Specialty, et selskab der sælger erhvervsforsikringer.

»Jeg skal ikke kunne sige, om klimaforandringer påvirker antallet af jordskælv. Men jeg må konstatere, at i alle mine 25 år i forsikringsbranchen har jeg aldrig oplevet så hyppige naturkatastrofer, herunder jordskælv. Det betyder, at det især er blevet dyrere for forsikringsselskaberne at købe dækning for naturkatastrofer,« siger Henning Damgaard Rasmussen.

En af grundene til, at ingen endnu tør gætte på, hvor store de økonomiske tab bliver, er, at det afhænger dels af de værdier, de ramte mennesker og virksomheder har, dels om de er forsikret.

Der er ingen sammenhæng mellem de økonomiske tab ved en katastrofe og de menneskelige. 

De katastrofer, der gennem årene har kostet flest menneskeliv, optræder ikke på listen over de dyreste katastrofer, rent økonomisk.

»I udgangspunktet kan du jo ikke gøre sådan en menneskelig katastrofe op i penge. Men det kommer forsikringsbranchen jo i en vis forstand til, og denne katastrofe har et omfang, der gør, at det formentlig vil påvirke priserne på genforsikring, og dermed også den generelle pris på forsikringer,« siger Henning Damgaard Rasmussen.

»I sidste ende er der kun en til at betale gildet, og det er forsikringstager, hvad enten det er en virksomhed eller en privatkunde,« konstaterer han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.