Solid Leasing har bedste resultat nogensinde kort inden fusion
Det sidste regnskab nogensinde under navnet Solid Leasing blev også det bedste for luksusbilhuset.
Lige knap et år efter, at ejerne af Solid Leasing meddelte, at man ville slå pjalterne sammen med en af sine største konkurrenter, kan luksusbilhuset nu bryste sig af sit bedste resultat til dato.
»Virksomheden er vokset markant i regnskabsåret i forhold til antal leasingkontrakter, omsætning og overskud. Udviklingen følger således den fastlagte plan om at blive blandt de største spillere på det danske leasingmarked indenfor premiumsegmentet,« skriver ledelsen i det friske regnskabet, hvor rekordresultatet fremgår.
Mere end 14,2 mio. kr. efter skat blev overskuddet til i det skæve regnskabsår 2021/2022 for Solid Leasing - men det bliver aå også allersidste regnskab under lige præcis dét navn.
Fra februar 2023 er leasingselskabet, der indtil nu har været ejet alene af Lars Larsen Group, nemlig fusioneret med milliardær Torben Østergaard Nielsens Selected Car Group.
Fremadrettet kommer begge virksomheder til at gå under navnet Selected Car Group.
»Virksomheden har i februar 2023 truffet beslutning om at overdrage aktiviteten til tilknyttet virksomhed, hvilket indebærer en overdragelse af alle kontrakter, aktiver og medarbejdere i Solid Leasing. Herefter forventer selskabet at indtræde i likvidation,« skriver ledelsen i regnskabet.
Da Lars Larsen Group i slutningen af marts 2022 offentliggjorde sine planer om at slå sig sammen med Selected Car Group var det med store forventninger til den samlede bilpark, som efter fusionen nu ligger i milliardklassen.
»Samarbejdet mellem Selected Car Group og Solid Leasing er helt oplagt, da begge ejerkoncerner er styret af ordentlighed og det gode købmandskab,« sagde Torben Østergaard-Nielsen dengang i meddelelsen.
Fremadrettet vil bilparken således være ejet af to af Danmarks absolut rigeste familier.
I ejerkredsen sidder nemlig Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, og resten af den afdøde Jysk-stifters arvinger sammen med USTC-milliardæren Torben Østergaard Nielsen og dennes døtre, Mia og Nina Østergaard.
Solid Leasing blev stiftet i 2016 af Mads Lysdahl Simonsen, som i dag er adm. direktør og medejer af selskabet. Lars Larsen Group købte 70 pct. af virksomheden i 2017.
Med den nye fusion vil Mads Lysdahl Simonsen ikke længere være medejer, men fortsat en del af virksomhedens daglige drift.


