Turf Tank kåret som en af verdens mest innovative virksomheder
Den danske robot-virksomhed Turf Tank, som laver robotter der maler stregerne på sportsbaner, er blevet kåret som en af verdens mest innovative virksomheder af erhvervs-mediet Fast Company.
OpenAI, McDonalds og NASA for bare at nævne et par stykker. Det er så sandeligt fornemt selskab den danske robotvirksomhed Turf Tank nu kan mænge sig med.
Selskabet er nemlig blevet kåret som en af verdens mest innovative virksomheder af det anerkendte amerikanske erhvervs-medie Fast Company, som har tildelt Turf Tank en placering som nummer ni på mediets liste over innovative robot-virksomheder.
»Det er jo en fed bekræftelse af, at vores stadigvæk lille virksomhed har gang i noget af det rigtige, når man bliver placeret sammen med OpenAI og andre store virksomheder. Det er jo mega fedt. Det er også fedt at blive bekræftet i, at nogle end vores kunder ser vores produkt som innovativt og banebrydende,« siger direktør for marketing i Turf Tank, Simon Rytter Christensen, til Finans.
Kæmpe navne på kundelisten
Og lige netop banebrydende er måske et godt ord at bruge om Turf Tank. Virksomheden, som blev stiftet i 2015 i Hjørring, har nemlig udviklet verdens første selvkørende GPS-styrede opstregningsrobot til sportsbaner - og det er ikke hvem som helst, der får malet streger af Turf Tanks innovative robotløsning.
Udover at levere robotter til hundredvis af lokale skoler og sportsklubber, har Turf Tank nemlig prominente navne som bl.a. Premier League fodboldklubberne Arsenal og Manchester City og NFL-holdene Seattle Seahawks og Cincinnati Bengals på kundelisten.
Faktisk bruger intet mindre end 1.600 skoler, fodboldklubber, Premier League-klubber og NFL-hold Turf Tanks robotter til opstregning af baner. Derudover har Turf Tank sendt mere end 1.200 robotter ud på det amerikanske marked alene.
Det store gennembrud skyldes, ifølge Simon Rytter Christensen, at Turf Tank har leveret et nybrud indenfor en forholdvis lille branche, hvor tingene længe er blevet gjort på den samme måde, fordi sådan havde man altid gjort det.
»Vi er jo meget niche-baserede og appelerer til folk, der arbejder inden for turf management eller groundkeeping. Det er en industri, hvor der på verdensplan ikke kommer vildt mange ind eller står særlig mange i kø for tage jobsene, fordi det historisk set har været hårdt for kroppen. Det er meget tidskrævende at markere baner. Her har vi så fundet et hul i markedet, hvor vi nu kan reducere vores kunders tidsforbrug gevaldigt,« siger Simon Rytter Christensen.
Han tilføjer desuden, at de også sparer kunderne penge, fordi robotterne bruger mindre maling end, når man manuelt tegner streger op, og banerne bliver også mere »sportsligt retfærdige«, fordi de nu bliver helt ens.
Ny teknologi bag rørende hyldest
Ny teknologi, som selskabet har udviklet, har desuden gjort, at det nu også er muligt at tegne specielle logoer eller budskaber på banerne med Turf Tanks robotter.
En teknologi, der blandt andet gjorde sig bemærket da Turf Tank var med til at lave en rørende hyldest til den afdøde cykelrytter Chris Anker Sørensen under sommerens Tour de France.
Fremtiden ser således lige så lys ud for den unge danske virksomhed, som friskmalede streger på en grøn græsbane. Og ifølge Simon Rytter Christensen skal Turf Tank også bare »holde næsen i sporet« for at fortsætte deres robot-eventyr.
»Vi lavede et produkt i tidernes morgen, som man ikke kunne sammenligne med noget andet, fordi det ikke fandtes. Så nu skal vi bare forbedre den. Vi arbejder også på at komme med flere løsninger til den samme industri i fremtiden. Vi holder os dog inden for vores niche, fordi det er et rigtigt stort marked. Vi har allerede lokaliseret over 30.000, som ville få gavn af vores produkt,« siger Simon Rytter Christensen.
Turf Tank har i dag ca. 140 ansatte fordelt på deres to kontorer i henholdsvis Svenstrup syd for Aalborg og i Marietta i den amerikanske delstat Georgia.

