Salling Group vil skifte gear hos Netto i Polen med en ny chef
Discountkæden Netto jagter øget vækst i Polen, hvor en ny landechef skal styrke salget med fokus på bl.a. koncernens danske købmandskab.
Den danske discountkæde Netto skal stå stærkere i Polen - og med fokus på koncernens købmandskab. Derfor skifter Salling Group, som ejer Netto, ud på chefposten for det polske selskab.
Netto har siden 1995 drevet discountbutikker i Polen. Dagligvarekoncernen Salling Group købte i 2020 også den britiske detailkoncern Tescos butikker der. Handlen til 1,5 mia. kr. omfattede 300 butikker.
Dermed er den danske kæde i landet nu vokset til ca. 670 butikker, og alle de overtagne butikker fra Tesco er konverteret til Nettos format. Tidligere har Salling Group oplyst, at omsætningen er på ca. 10 mia. kr. i Polen.
De seneste par år har Hugo Mesquita været chef for Netto Polen og dermed del af topledelsen i Salling Group.
Koncernchef Per Bank meddeler dog mandag, at efter en såkaldt strategisk revurdering af discountselskabet i Polen er det besluttet at udskifte. Så posten som landedirektør overtages istedet fra 1. april af Brian Nyeng Olesen.
Han har gennem næsten 30 år været ansat i koncernen og er aktuelt kategoridirektør for en række områder i Netto, Føtex og Bilka.
Brian Nyen Olesen afløser portugiske Hugo Mesquita, der i 2021 kom til Netto fra den største discountkæde i Polen, nemlig portugiskejede Biedronka.
Det skete, da den nuværende landedirektør gennem tre år Janusz Stroka fratrådte. Det skyldes da ifølge en intern meddelelse i Salling Group, at der skulle »en ny profil« på posten i relation til den igangværende ekspansion.
Ud over Polen har Netto discountbutikker i Danmark og Tyskland.
Salling Groups koncernchef Per Bank har ikke lagt skjul på store ambitioner for netop den polske forretning. Og ikke mindst efter milliardinvesteringen i de nye butikker, som blev overtaget fra britiske Tesco.
Siden opkøbet har Netto Polen »konverteret tæt på 300 butikker, budt flere end 3.000 nye kolleger velkommen og udrullet det helt nye Netto 3.0-butikskoncep. En stærk kombination, der gav Netto ekstra fart på det polske marked sidste år,« skriver Salling Group mandag.
Det fremhæves desuden, at Netto Polen senest har desuden flyttet hovedsædet til Warszawa fra byen Szczecin.
»Med alle disse opgaver nu velgennemført, skifter indsatsen til at udnytte Salling Groups skala med fokus på at levere commercial excellence på et stadig mere konkurrencepræget marked.«
Derfor udskiftes på posten, så Brian Nyeng Olesen kommer til. Koncernchef Per Bank udtaler om den nye landechef:
»Han kender Salling Group, vores sortiment og forretningen ud og ind. Sammen med resten af ledelsesteamet vil han arbejde på at implementere velkonsoliderede, succesrige elementer fra Salling Group i Polen.«
Salling Group har den seneste tid også gennemført andre udskiftninger i ledelsen og organisationen.
I den forbindelse fratrådte i begyndelsen af 2023 Anja Madsen som direktør for en anden af Salling Groups kæder, nemlig Føtex. Det efter to år på posten, hvor hun også var del af koncernledelsen. Hun er afløst af Morten Møberg Nielsen, der gennem 25 år har haft andre job i Salling Group.