Intens pengejagt: Underskudsramte Bold Drinks vil være størst i Skandinavien
Iværksætterfirmaet Bold Drinks, der er kendt fra "Løvens Hule", har brug for ny kapital.
En kold iskaffe på dåse har vist sig at være noget sværere at få udover rampen, end den ambitiøse iværksætter Lasse Søkilde forventede.
Han står bag brandet Bold Drinks, der bl.a. har Jesper Buch og Christian Arnstedt i ejerkredsen.
I begyndelsen sigtede den danske iværksætter efter, at han i løbet af fem år kunne gøre Bold Drinks til Skandinaviens største indenfor iskaffe. Sådan er det ikke gået, og selskabet må erkende, at det nok nærmere skal bruge dobbelt så lang tid.
»Jeg vil på ingen måde gøre det om eller vælge en anden vej. Det er helt fantastisk, men det er et svært marked. Vi er oppe mod store spillere, og hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg fra start været mere bevidst om, at det vil tage lang tid at bygge brandet op,« siger Lasse Søkilde.
I øjeblikket jagter Bold Drinks i alt 5 mio. kr. i frisk kapital. En del af jagten sker gennem en offentlig portal, hvor pengetørstige virksomheder og investorer kan finde hinanden.
Størstedelen af de øvrige selskaber er ukendte og søger beskedne beløb. Det er da heller ikke første gang, at Bold Drinks lufter planerne om kapitaltilførsel. Allerede for år tilbage gjorde Bold Drinks det klart, at selskabet skal bruge millioner på markedsføring og udbredelse i Norden.
Lasse Søkilde lægger ikke skjul på, at den målrettede søgning på 1,9 mio. kr. er nødvendig. Stigende priser, uro i markedet og krig i Europa har nemlig gjort investorerne mere tilbageholdende.
»Vi er ikke bange for at sige højt, at vi søger penge. Nogle vil måske mene, at det er en desperat måde at gøre det på, men det giver også muligheder, selvom det måske kan virke som om, vi er ved at knække nakken. Det er vi på ingen måde. Vi er allerede i dialog med flere potentielle investorer og er positive omkring fremtiden,« siger Lasse Søkilde.
En del af kapitalen er også allerede i hus. I december hentede Bold Drinks 1,8 mio. kr. fra selskabets nuværende investorer, og for nylig hentede selskabet yderligere 1,1 mio. kr.
Lasse Søkilde fortæller, at pengene skal bruges på vækst og på at vinde større markedsandele. På nuværende tidspunkt sidder Bold Drinks ifølge direktøren på 10 pct. af det danske marked for iskaffe.
Selskabet har flere forskellige iskaffer. De forhandles i 4.000 danske butikker og 600 steder i Norge, hvor selskabet for nylig er rykket ind. Derudover har Bold Drinks også et par forhandlere på Island.
Bold Drinks har endnu ikke fremlagt årsregnskab for 2022. I det seneste offentliggjorte regnskab tabte selskabet 1,3 mio. kr. efter skat. Årene forinden har bundlinjen også været negativ.
»Vi har investeret massivt for at vinde markedsandele. Når den nye kapital er i hus, forventer vi, at udviklingen vender. Vi er allerede godt på vej og vil fremover fokusere på også at tjene penge,« siger Lasse Søkilde
I 2022 omsatte Bold Drinks ifølge Lasse Søkilde for 10 mio. kr. Det tal forventer han at kunne fordoble i år.
Ifølge direktøren tabte kaffeselskabet omkring 5 mio. kr. efter skat i 2022. Han fortæller, at underskuddet er som forventet og er en del af Bold Drinks strategi- og investeringsplan.