Fortsæt til indhold

Salling Group vil have klart svar fra leverandører: Sæt dagligvarepriserne ned

Flere af de store dagligvarekæder jagter efter et år med prishop nye og lavere prisaftaler med leverandører. Det som konsekvens af et ændret globalt marked for bl.a. råvarer.

Salling Group, der bl.a. omfatter kæderne Bilka, Føtex og Netto, er den største aktør på det danske dagligvaremarked. Foto: Stine Rasmussen
Erhverv

Den danske detailgigant Salling Group lægger nu ekstraordinært hårdt pres på sine leverandører for at få priserne sat ned på dagligvarer.

Koncernens krav kommer, på et tidspunkt hvor prisen på en række råvarer og energi dykker, og nu skal kunderne også kunne se det på priserne på fødevarer ude i butikkerne.

Kampen mellem leverandører og dagligvarekæder er altid intens. Siden krigen i Ukraine brød ud i fjor, er varerne blevet dyrere. Det har de store dagligvarekæder måtte agere i.

Salget er især under pres i supermarkederne, mens discountkæderne har vundet markedsandele som en konsekvens af, at forbrugerne søger mod billigere varer. Dagligvarekæderne kæmper derfor hårdt for at få indkøbspriserne bragt ned.

Finans har indsigt i en mail, som Salling Group har udsendt til leverandører til koncernens kæder, Netto, Føtex og Bilka.

I mailen appellerer koncerndirektør Viktor Jegesi, der har ansvaret for indkøb i topledelsen, til, at leverandørerne senest den 23. april melder, at de er klar til at komme med nye og genberegnede priser.

»I betragtning af, at vi indgik i forhandlinger, da omkostningerne steg, er det rimeligt og berettiget, at fald i omkostninger også skal afspejle sig i lavere priser,« skriver Viktor Jegesi i brevet til leverandørerne.

Salling Group afviser at kommentere Finans’ oplysninger om det ekstraordinære tiltag med en mail direkte fra koncernledelsen til leverandørerne.

»Vi vil til enhver tid gøre, hvad vi kan for at sikre, at de aktuelle råvarepriser også afspejler sig i vores indkøbspriser til gavn for vores kunder. Men hvordan og hvad vi kommunikerer til vores leverandører, bliver mellem os,« skriver pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen i en e-mail til Finans.

Blandt de store leverandører til de danske kæder lyder meldingen fra Carlsberg Danmark, at bryggerikoncernen ingen kommentarer har til aktuelle krav fra dagligvarehandlen om et dyk i priserne.

Og hos slagterigiganten Danish Crown siger pressechef Jens Hansen:

»Hvis kunder ønsker en dialog med os, er vi da altid klar til det. Og det gælder også i den aktuelle situation.«

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viste tidligere på ugen, at forbrugerprisindekset på fødevarer siden begyndelsen af 2022 er steget med i alt 18,7 pct. Den udvikling er fortsat ind i det nye år. Siden december er fødevareprisindekset således steget 5,25 pct. og satte i marts ny rekord.

På samme tid er udviklingen den stik modsatte på råvarebørserne for fødevarer.

Tal fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO viser, at gennemsnitsprisen på landbrugsråvarer i marts faldt yderligere 2,1 pct. Den seneste måned er der især registreret store prisfald på korn og vegetabilske olier samt mindre prisfald på mejerivarer.

I købmandskoncernen Dagrofa med bl.a. kæderne Meny, Spar og Min Købmand fastslår kategoridirektør Michael Christensen, at der er indført løbende forhandlinger med en række leverandører om ikke mindst priserne.

»Det er et usikkert marked lige nu, og mange parametre spiller ind hele vejen igennem værdikæden. Derfor er det meget svært at forudsige prisudviklingen. Som vi tidligere har meldt, er vi dog begyndt at se de første prisfald fra leverandører, hvilket er en god start. Men i takt med at priserne på råvarer falder, burde der komme flere prisfald fra leverandørerne,« siger Michael Christensen om den aktuelle situation.

Købmandskoncernen Dagrofa omfatter bl.a. kæderne Meny og Spar. Foto: Casper Dalhoff

Hos brancheorganisationen Mærkevareleverandørerne, der omfatter ca. 120 leverandører til dagligvarekæderne, fastslår adm. direktør Niels Jensen, at han ikke ønsker at kommentere konkret samhandel mellem aktører på markedet. Han forudser dog, at der den kommende tid vil være udsigt til prisdyk.

»Alle vil gerne sælge billigere for at sælge mere, så leverandørerne står også på spring for at reducere priserne. De vil gerne tilbage til vækst.«

Niels Jensen understreger samtidig, at konkrete forhold spiller ind for de enkelte leverandører, når det gælder prisniveauet. Nogle er eksempelvis fortsat i et marked med dyrere råvarer, mens andre for længe siden har købt ind på faste priskontrakter. Desuden peger han på. at nye overenskomster på det danske arbejdsmarked øger omkostningerne i den kommende tid.

Han mener dog, at dynamikken i dagligvaremarkedet og forbrugernes adfærd er det afgørende for udviklingen.

»Markedet er drevet af en lav forbrugertillid med dyk i salget, og hvor forbrugerne har flyttet adfærd over til billigere produkter i en typisk lavere kvalitet. Desuden sælges en større del til kampagnepris i takt med kædernes kamp om kunderne. Det rammer også leverandørernes indtjening.«

Dansk Erhverv, der er erhvervsorganisation for store dele af detailhandlen, skriver i en aktuel analyse, at stigende priser i butikkerne ikke udløser profit for dagligvarekæderne. Bruttoavancen er således ifølge analysen faldet til 9,9 pct. i de danske supermarkeder i fjerde kvartal 2022 - og nåede dermed det laveste niveau siden 2009.

Artiklens emner
Detailbranchen
Fødevareindustrien