Fortsæt til indhold

Direktører fordobler lønnen efter milliardresultat i skandaleramt energiselskab

Efter længere tids debat om gigantiske bonusser fremlægger Energi Danmark nu tallene for, hvor meget de ansatte tjener på ryggen af energikrisen og krigen i Ukraine.

Erhverv

To direktører i Energi Danmark har fået mere end fordoblet deres samlede løn i 2022, efter at den andelsejede energihandler kom ud af året med et gigantisk overskud.

Det viser virksomhedens regnskab, der netop er blevet offentliggjort.

Allerede tidligere på måneden kunne Finans afsløre, at Energi Danmark ifølge et fortroligt regnskabsudkast havde tjent 8,9 mia. kr. efter skat på energikrisen i 2022.

I det endelige regnskab hedder resultatet 8,8 mia. kr. efter skat og 11,3 mia. før skat. Det er mere end en 50-dobling af virksomhedens hidtidige rekordresultat, og det er mere end dobbelt så meget som hele branchen af mellemhandlere i Danmark tjente i 2021.

Resultatet svarer desuden til, at alle medarbejdere i hele koncernen hver har skaffet indtjening til virksomheden for over 50 mio. kr.

Selskabet har de seneste måneder været i strid modvind, efter at Finans afslørede, hvordan nøglemedarbejdere på baggrund af den ekstraordinært store indtjening havde optjent bonusser på hver 250 og 300 mio. kr.

Virksomhedens ejere, Andel og NRGi, nægter imidlertid at betale bonusserne, som de to forbrugerejede energikoncerner hævder er ugyldige. Derfor er bonusserne hverken udgiftsført eller hensat i årsregnskabet, som dog alligevel afslører en markant vækst i lønningsniveauet hos både medarbejdere og direktion.

For eksempel fremgår det, at 134 medarbejdere i moderselskabet i Aarhus har fået samlet 213 mio. kr. i løn, svarende til en gennemsnitsløn på 1,59 mio. kr. på tværs af alle medarbejdergrupper.

Året forinden var gennemsnitslønnen knap 1 mio. kr.

Adm. direktør i Energi Danmark Jesper Nybo Stenager siger til Finans, at han finder aflønningen rimelig i lyset af virksomhedens indtjening.

»Jeg tror også, der er andre andelsselskaber, som har tilsvarende eller måske endda højere gennemsnitslønninger,« siger han.

Norlys har tidligere oplyst, at medarbejderne i Norlys Energi Trading har tjent lidt over 2 mio. kr. i gennemsnit i 2022 på tværs af alle medarbejdergrupper.

I ledelsen har lønfremgangen været endnu mere mærkbar. Således delte de to medlemmer af direktionen 20,7 mio. kr.

Det var mere end en fordobling i forhold til året før.

Det fremgår, at ledelsen er omfattet af et bonusprogram, der afhænger af Energi Danmarks indtjening.

De tal har Jesper Nybo Stenager ingen lyst til at kommentere.

Han blev først konstitueret som adm. direktør i februar, da den hidtidige direktør Jørgen Holm Westergaard pludselig forlod virksomheden efter 23 år på posten.

Det skete uden nærmere forklaring fra ham selv, selskabet eller de to ejere.

I marts oplyste Energi Danmarks bestyrelsesformand Jesper Hjulmand til Finans om Jørgen Holm Westergaards aflønning, »at det af den kommende årsrapport vil fremgå, at aflønningen ligger i et niveau omkring tidligere år.«

Det står han fast ved i et interview med Finans fredag.

»Aflønningen er på niveau med 2019. Året forinden havde vi et skidt resultat, men tilbage i 2019 var der en samlet løn, som nogenlunde lå på samme niveau som i 2022,« siger Jesper Hjulmand.

Det var så vel at mærke et rekordniveau i 2019 nogle år tilbage og en fordobling i forhold til 2021. Så er det retvisende at sige, det er samme niveau?

»Altså fra 2019 og 2022 ligger der to år imellem, og det er på niveau med aflønningen i 2019.«

Så da du udtalte dig og sagde samme niveau som i tidligere år, så henviste du til rekordaflønningen i 2019?

»Jeg ved ikke om, det var et rekordår. Men da jeg udtalte om, at det var på niveau som tidligere, kan du jo se, at året forinden var et dårligt resultat. Og nu har vi så et godt resultat.«

I 2022 har Energi Danmark et resultat på 11,3 mia. kr. før skat. I 2019 var resultatet på 150 mio. kr. før skat, mens Energi Danmark i 2021 havde et underskud på 362 mio. kr. før skat.

I 2019 modtog tomands-direktionen i Energi Danmark 18 mio. kroner. Et beløb som dengang medførte diskussion i Energi Danmarks ejerkreds, som dengang også talte Ewii, hvor topchef Lars Bonderup Bjørn sagde følgende.

»Det er klart, at der er nogle forhold, som er ude af proportioner et eller andet sted, når man ser på ejerens risiko versus den måde, aflønningen foregår på,« sagde Lars Bonderup Bjørn dengang til Finans.

Efter Finans’ afsløring af de trecifrede millionbonusser beskyldte Jesper Hjulmand Jørgen Holm Westergaard for at have indgået bonusaftaler uden loft med nøglemedarbejdere uden bestyrelsens vidende.

De i alt tre medarbejdere fastholder, at deres aftaler er gyldige, og derfor kan sagen ende i en retssag.

Bonus-sagen er kort omtalt i årsregnskab. Det er Jørgen Holm Westergaard ikke, hvilket ifølge Jesper Nybo Stenager alene skyldes, at Jørgen Holm Westergaard først forlod virksomheden i 2023.

Artiklens emner
Energi Danmark