HK-formand tager krænkelsessager i FH »ekstremt alvorligt«
HK-formand Anja C. Jensen og Metal-formand Claus Jensen kommenterer som de første forbundsformænd sagen, inden krisemøde i fagbevægelsen om flere krænkelsessager mod FH-formand Lizette Risgaard.
HK-formand Anja C. Jensen erklærer nul-tolerance overfor krænkende adfærd forud for det krisemøde, som forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fredag er indkaldt til på baggrund af flere sager, hvor yngre mænd har anklaget FH-formand Lizette Risgaard for upassende adfærd og krænkelser.
Anja C. Jensen skriver torsdag aften på Facebook:
»Jeg tager det her ekstremt alvorligt. I kender min indstilling: Jeg har nultolerance over for krænkende adfærd, som fx mobning eller seksuel chikane. Ikke forstået sådan, at man ikke må begå fejl, men hvis ens adfærd gør andre kede af det, utrygge eller krænker dem, så skal man ændre sin adfærd med det samme, man bliver bevidst om det,« skriver Anja C. Jensen.
Hun understreger, at hun har »intet andet end en respekt for, når unge mænd og kvinder stiller sig op og fortæller om deres oplevelser.« Det kræver ifølge HK-formanden mod.
»Og jeg vil love jer alle sammen, at jeg vil håndtere denne sag præcis, som jeg altid gør det, og som jeg altid kræver af alle andre ledere – uanset, om det drejer sig om en virksomhed, en offentlig institution, en ngo eller ja – en fagforening,« fortsætter hun.
Hvad der nu skal ske i FH afhænger ifølge Anja C. Jensen af fredagens krisemøde.
»Jeg vil deltage i orienteringsmødet i morgen og finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Af respekt for både dem, der står frem og for Lizette Risgaard, som der er rejst beskyldninger imod. Og så vil jeg drøfte det næste skridt med mine formandskolleger i de andre forbund,« skriver hun i sit opslag.
Metal-formand Claus Jensen siger derimod til Børsen:
»Hvis der er nogen, der føler sig krænket af nogen art, så håber jeg, de vil bruge den whistleblowerordning, som vi har i fagbevægelsen i lige præcis den her slags sager.«


