Teslas zigzagkurs fortsætter: Ny priskurs efter kun 24 dage
Efter tre måneder med en vifte af prisfald hævede Tesla sidste uge prisen på Model 3 og Model Y. Nu er turen kommet til elbilkæmpens to topmodeller.
Bilkøbere på jagt efter en fabriksny Tesla-model til den absolut bedste pris skal holde et ekstra vågent øje med elbilkæmpens løbende prislister.
I hvert fald er den amerikanske bilproducent igen i markedet med prisstigninger, efter at selskabet sidste uge pludselig valgte at skrue op for prisen på både Model 3 og supersællerten Tesla Model Y, der blev 7.500 kr. dyrere – et prishop på 2 pct.
Denne gang hæver Tesla prisen på samtlige varianter af selskabets to dyreste modeller, Model S og Model X, der alle bliver 32.000 kr. dyrere svarende til en stigning på 2,3-2,8 pct.
Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, er stadig af den overbevisning, at Tesla på den lange bane har kurs mod nye prisfald.
Til købere i markedet her og nu er meldingen efter den seneste uges prisstigninger dog klar:
»De seneste stigninger er et klart signal til kunderne om ikke at vente på yderligere prisfald. Er man forelsket i en ny Tesla, skal man slå til,« lyder opfordringen fra Ilyas Dogru.
De seneste prisstigninger på Model S- og Model X-varianterne kommer paradoksalt nok kun 24 dage efter, at Tesla sænkede de danske priser på de to topmodeller med op til 118.400 kr.
Selv om priserne nu stiger igen, er der fortsat mulighed for interesserede købere for at styre udenom de værste eftervirkninger af stigningen. Købere af en Model S og Model X får nu tre års gratis Tesla-opladning – supercharging – med i købet. Afhængig af antal kørte kilometer og lademønster kan det ifølge Ilyas Dogru være en sideydelse, som helt eliminerer den nye prisstigning.
Samtidig viser tiltaget, som blev lanceret på det amerikanske marked for to uger siden, at Tesla står ualmindelig stærkt på elbil-markedet ved også at råde over et ladenetværk.
»At kombinere sådan et tilbud viser Teslas styrke, og hvad de ellers kan på markedet. Tesla har mange værktøjer at tage i brug,« siger Ilyas Dogru om den tiltagende elbilkrig mellem Tesla og de gamle bilproducenter.
Et kig på salgstallene viser da også, at Teslas igangværende prisgymnastik, der har stået på siden den 13. januar, på ingen måde har skræmt køberne.
I april toppede Tesla Model Y således salgslisten over fabriksnye biler med 626 indregistreringer, mens der blev langet 289 fabriksnye Model 3-biler over disken.
Sideløbende viser dugfriske importtal, at der i april blev importeret 582 Model Y og Model 3, hvilket gør, at de to bilmodeller topper importlisten.


