Efter røde tal på bundlinjen: Stifter og adm. direktør er ude af kosmetikfirmaet Goodiebox
Goodiebox skal fremover fokusere på profit frem for vækst, fortæller den afgående adm. direktør.
Efter flere år med tocifret millionunderskud og udskudte planer om en børsnotering, er der forandringer på vej i selskabet Goodiebox.
Virksomheden, der sælger kosmetik på abonnement, har nemlig skiftet ud i både direktionen og ejerkredsen, viser CVR-registeret. Medstifter og nu tidligere adm. direktør Rasmus Schmiegelow fortæller at »tidspunktet er rigtigt til at overdrage ansvaret«
»Jeg er utrolig stolt over, hvor langt Goodiebox er kommet, siden vi pakkede de første bokse tilbage i 2012. Næste kapitel af rejsen handler om at skabe profitabel forretning frem for høj vækst, og her er jeg ikke den rette til at stå i spidsen for selskabet. Jeg ser frem til at heppe på Goodiebox og teamet fra sidelinjen,« skriver han i et svar til Finans.
Goodiebox blev stiftet i 2012 af Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth, og har siden leveret over 7 mio. kasser med kosmetik, hår- og hudpleje til kunder i 13 europæiske lande.
Virksomheden har årligt omsat for flere hundrede mio. kr., men har også haft røde tal på bundlinjen - senest i regnskabsåret 2021/2022, hvor resultatet endte på minus 37 mio. kr.
I 2021 fortalte Rasmus Schmiegelow, at firmaet havde planer om at runde 1 mia. kr. i omsætning i 2024. Han måtte dog trække i land året efter. Firmaet ville ligeledes børsnoteres, men også disse planer blev sat på pause i 2022.
Den nye adm. direktør hedder Karsten Frost Mathiesen, som sammen med den nye bestyrelsesformand Morten Mathiesen, nu ejer størstedelen af Goodiebox gennem deres fælles selskab Nebbegård Invest.
Morten Mathiesen er den nye bestyrelsesformand i selskabet. Han fortæller, at han og Karsten Frost Mathiesen, som også er hans bror, øjnede muligheden for at være med til at bestemme i virksomheden, efter at have været investorer siden 2021.
»Der var nogle aktionærer, der gerne ville ud. Vi synes, det er så spændende en virksomhed, at vi valgte at sætte os på førersædet,« siger Morten Mathiesen og fortæller, at den nye ledelse ønsker sorte tal på bundlinjen.
»Den tidligere direktion har haft en strategi, som gik ud på at vækste mest muligt og skaffe flest mulige abonnenter. Jeg kan ikke sige, om det har været rigtigt eller forkert, men der er vi nok mere gammeldags,« siger han.
Hvad kommer det til at kræve konkret?
»Vi har flere forretningsmæssige kompetencer i ledelsen nu, frem for kompetencer inden for beauty og abonnementer. Så det er et nyt hold, men hvor Nikolaj stadigvæk er med, hvilket vi er glade for. Der er stadigvæk brug for, det han kan i virksomheden,« siger den nye bestyrelsesformand.
Omvendt har den tidligere bestyrelsesformand Morten Strunge, som også er stifter og adm. direktør i Podimo, trukket sig fra både bestyrelsen og ejerkredsen. Udover ham var husbyggerfamilien Lind og it-milliardærfamilien Zibrandtsen medejere, men det er de altså ikke længere.
Rasmus Schmiegelow er blevet købt helt ud, mens den anden stifter, Nikolaj Leonhard-Hjorth, stadig ejer en del af Goodiebox gennem sit holdingselskab. Sidstnævnte forsætter ligeledes som marketingchef i virksomheden, oplyser Rasmus Schmiegelow.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra både den tidligere og nye bestyrelsesformand, men det har ikke været muligt.


