Nu afhænger chefernes bonus af klimaresultater i landets største virksomheder
Inden for de seneste to år har stort alle selskaber i C25 koblet incitamentsprogrammer for ledelsen op på ESG-mål.
Topledelsen i Danmarks elitevirksomheder har fået nye mål at forholde sig til i deres bonusprogrammer.
En gennemgang, som Finans har foretaget, viser, at stort set alle C25-selskaber har gjort klima, sociale forhold og god selskabsledelse (ESG) til en del af topledelsens bonusprogram.
Eneste undtagelse er Jyske Bank, som atypisk slet ikke gør brug af direkte resultatafhængig løn af nogen slags.
A.P. Møller-Mærsk, Bavarian Nordic og Netcompany har implementeret ESG-mål i topledelsens bonusprogrammer fra 2023 og er dermed de sidste til at følge trop.
For blot to år siden var selskabernes ESG-mål totalt fraværende i en tredjedel af eliteselskabernes bonusprogrammer for topledelsen.
Ifølge Therese Strand, lektor i virksomhedsledelse på CBS, er udviklingen et tegn på, at virksomhederne ikke længere kun har fokus på finansielle forhold.
»Det er en meget hurtig, men også meget naturlig udvikling, der er sket. Det er drevet af, at der er stor efterspørgsel på et fokus på ESG - både fra kunder, investorer og de unge, der skal ind og arbejde i virksomhederne,« siger Therese Strand.
ESG, særligt klima, er gennem de seneste par år vokset voldsomt som fokusområde i erhvervslivet. Ikke mindst fordi en lang række rapporteringskrav fra EU venter virksomheden rundt om hjørnet.
Foruden rapporteringskrav stiller investorer, medarbejdere og kunder i stigende grad krav til, at virksomhederne tager et ansvar for klimaet og sociale forhold.
Med andre ord er det svært for virksomheder at komme uden om ESG, men alligevel har finansielle KPI’er længe stået alene i mange toplederes bonusprogrammer.
Et af de selskaber, som inden for de seneste to år har implementeret ESG som en del af topledelsens bonusprogram, er smykkekoncernen Pandora.
Selskabet har siden sidste år haft ESG som en faktor i ledelsens aktieprogram. Ifølge head of sustainability Mads Twomey-Madsen handler det om at sikre, at der bliver leveret på bæredygtighedsmål såvel som finansielle mål.
»Hvis man tager ESG alvorligt, hører det også til i bonusprogrammerne,« siger han.
Der bliver således målt på tre faktorer, som også er centrale i Pandoras strategi. Det handler om CO2-reduktion i hele værdikæden, skift til genanvendt guld og sølv og kønsbalance i topledelsen.
»Der er altid en balance i de her ting, hvor man skal vælge noget, der er fokuseret. Det betyder ikke, at vi ikke beskæftiger os med andre ting,« siger Mads Twomey-Madsen.
Han understreger, at det er blevet »god skik« i førende selskaber at have ESG-mål med i bonusprogrammerne, og investorer og interesseorganisationer anerkender det som rigtigt at gøre.
»Jeg synes, det afspejler, at der hele vejen rundt er en bevidsthed om, at erhvervslivet er en del af at løse de store problemer, verden står overfor,« siger Mads Twomey-Madsen.
Akademikerpensions investeringsdirektør Anders Schelde er en af dem, som tidligere har udtrykt bekymring for manglen på ESG-mål i C25-selskabernes bonusprogrammer.
»Det er positivt, at det er blevet mere udbredt i C25, men vi skulle også gerne have, at det dribler videre ned til de børsnoterede selskaber under og ikke mindst de unoterede,« siger Anders Schelde og tilføjer, at der fortsat skal handling bag ord og KPI’er.
»Det i sig selv at have en bæredygtigheds-KPI sikrer ikke, at man laver de tilstrækkelige ændringer.«
Alex Penvern er partner og leder af konsulentfirmaet PwC’s Reward Practice-afdeling. Han påpeger, at sammensætningen af bonus- og incitamentsprogrammer ikke kun handler om at motivere de ledere, som er en del af programmerne.
»Det kan sætte fokus på nogle områder i ens strategi, ikke bare for dem der modtager programmet, men også for resten af organisationen,« siger Alex Penvern.
Han understreger, at det kun giver mening at medtage ESG-mål i bonusprogrammer, hvis det rent faktisk er en central del af strategien. Alex Penvern har oplevet tilfælde, hvor man kan spørge sig selv, om ESG-mål er tilført et bonusprogram alene fordi, andre selskaber går den vej.
»Hvis ESG-mål, som kommer med i incitamentsprogrammer, er koblet op på strategien, og man mener det seriøst, er det en god idé at gøre det - ellers skal man hellere lade være,« siger han.
Også Anders Schelde understreger, at det først og fremmest bør handle om et reelt ønske om forandring fra ledelsen.
»Man kan ikke måle med KPI’er, om folk tager det ansvar på sig, at man rent faktisk mener det, man siger. Udgangspunktet skal være, at virksomhedslederne har et reelt ønske om at skabe forandringer. Så er det fint at understøtte og belønne det med KPI’er,« siger Anders Schelde.

