Lars Seier Christensens Seier Capital leverer første overskud siden Saxo Bank
I årene efter salget af Saxo Bank har Lars Seier Christensen tabt penge på sine investeringer - indtil nu.
For første gang i flere år har Lars Seier Christensens investeringsselskab, Seier Capital, skabt grønne tal på bundlinjen.
Det viser et dugfrisk regnskab for 2022, som endte med et overskud på 25,5 mio. kr. Dermed kan den kendte erhvervsmand nu pryde sig ved tanken om det første overskud siden salget af Saxo Bank i 2018.
Efter salget fulgte nemlig en årrække med underskud af millionklassen, men nu er minus altså vendt til plus i Seier Capital.
»Overskuddet er primært relateret til gevinster fra handel med finansielle instrumenter. Årets gevinst skal herudover tilskrives udviklingen på de finansielle markeder og udvikling i selskabet« står der i ledelsesberetningen.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra ejer, Lars Seier Christensen, men det har ikke været muligt.
I forbindelse med det tidligere regnskab fra 2021 pegede ledelsesberetningen og Lars Seier Christensen dog på, at årsagen til underskuddet dengang skulle tilskrives Covid-19, som havde »påvirket investeringerne mærkbart«.
Blandt andet fordi flere af hans investeringer er i virksomheder i underholdningsindustrien.
Investeringsselskabet har store ejerandele i restauranten Alchemist, som i seneste regnskabsår kom ud med et millionunderskud på 14,7 mio. kr. Han ejer også den trestjernede Michelin-restaurant Geranium i København.
Foruden dette har Lars Seier Christensen aktieposter i flere andre selskaber, herunder Parken Sport & Entertainment og Rungsted Ishockey.
Trods flere år med underskud havde Lars Seier Christensen faktisk forventet at tjene penge i år. Dette fremgår også af regnskabet fra 2021 - med forbehold for udviklingen på de finansielle markeder.
Lars Seier Christensen var med til at stifte Saxo Bank, og solgte i 2018 sin ejerandel på 25 pct. for 2,6 mia. kr.
Samtidig med, at underskuddet nu er vendt til et overskud, ser egenkapitalen i selskabet ud til at være stort set uforandret. I 2022 lander egenkapitalen således på 1,8 mia. kr., hvilket stort set er det samme som i 2021.

