Endnu en lovstridig finte kan koste Lauritz-kunder dyrt
De Lauritz-kunder, der har fået deres tilgodehavender udbetalt i andre auktionsvarer, risikerer at skulle aflevere værdien tilbage igen. Den slags trylleslag til at fjerne gæld er nemlig ikke lovlige.
De kunder i Lauritz.com, der troede sig heldige, fordi de fik auktionshusets gæld til dem udbetalt som nye varer fra lagrene, risikerer at skulle aflevere varerne tilbage igen.
Det var nemlig lovstridigt, da Lauritz.com gav kunder mulighed for at købe varer for deres tilgodehavende.
Det vurderer to konkursretseksperter.
»Hvis man som kurator skal være iskold, kan man sige, at de sælgere, der blev tilbudt at købe andre genstande for de penge, de havde til gode, enten skal aflevere de ting tilbage igen eller betale et tilsvarende beløb tilbage,« siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen. Han er professor i konkursret ved Københavns Universitet.
Allerede i begyndelsen af 2023 begyndte de kunder, der havde solgt varer på Lauritz.com, at mærke forsinkelser på betalingerne.
I april skrev Lauritz.com således til en kunde, at man ikke kunne udbetale tilgodehavendet inden for de lovede 40 dage, men nu måtte strække fristen til 60 dage.
I juni blev kunder tilbudt at ”veksle” deres tilgodehavende til et tilgodebevis, som de kunne købe andre varer for.
På den måde slap Lauritz.com for at betale kunderne i kontanter, de ikke havde. Og auktionshusets udestående blev ført over på en ny kunde. Nemlig den kunde, der solgte den vare, som tilgodebeviset havde betalt. Og en ny betalingsfrist kunne begynde at tælle.
Det må man bare ikke, slår også Anders Ørgaard fast. Han er juraprofessor ved Aalborg Universitet og partner i advokatfirmaet TVC.
»Hvis sælgere med penge til gode vælger at bruge disse penge til at købe varer på auktion på Lauritz.com og derved får udleveret varer i stedet for at få betaling med penge, foreligger der betaling med ”usædvanlige betalingsmidler”. Det betyder, at værdien af disse varer skal tilbageleveres til konkursboet af dem, der har modtaget varerne, hvis det er sket senere end tre måneder før konkursen,« siger Anders Ørgaard.
Flere kunder i Lauritz.com sagde ja tak til tilbuddet om at få vekslet deres tilgodehavende til varer i juni. Selskabet gik konkurs den 11. juli.
»Har købt en vare for mit tilgodehavende og tænker, at løbet er kørt indtil rekonstruktionen, eller konkursen er en realitet. Held og lykke med at få jeres tilgodehavende,« skrev Christian således på Facebook i gruppen »Os som Lauritz.com skylder penge« i slutningen af juni.
Ann traf samme beslutning og meldte sig ud af Facebook-gruppen.
»Undertegnede ønsker at udtræde af gruppen, da jeg nu har købt varer for mit tilgodehavende. Desværre tror jeg ikke længere på, at Lauritz.com undgår konkurs, og at folk med tilgodehavende nogensinde får deres penge,« skrev hun også i slutningen af juni.
Det er kunder som dem, der risikerer at få problemer.
»Det er således de sælgere, som har fået deres gæld dækket på denne vis, som har et problem,« siger Anders Ørgaard.
Problemet med manøvren er, at man tørrer den ene kundes udestående af på en anden kunde.
»I praksis har man jo favoriseret de sælgere, der fik lov at købe for deres tilgodehavende på bekostning af de øvrige kreditorer. Og man må ikke i en situation, hvor man ingen penge har, begynde at betale nogle kunders tilgodehavende med andre kunders ting. I realiteten er det jo det, man gør,« siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen.
Det er uvist, hvor mange kunder der dels blev tilbudt varer for deres tilgodehavender, dels sagde ja til det. Det er op til kurator i konkursboet at beslutte, om det er tiden og pengene værd at forsøge at bringe pengene til veje.
Kuratorerne, partner Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle og partner Rune Derno fra Poul Schmith, også kaldet Kammeradvokaten, ønsker ikke at kommentere, om man vil forsøge at hente de penge ind.
Det ligger klart allerede nu, at kreditorer har udeståender for samlet mindst omkring 150 mio. kr. i Lauritz-com. Obligationsejere har omkring 95 mio. kr til gode, mens resten er fordelt på kunder, Skat og andre kreditorer.
Det er lykkedes at sælge en del af aktiviteterne i auktionshuset, bl.a. flere filialer, til Auktionshuset.com. Men konkursboet fik kun et etcifret millionbeløb ind fra dét salg.
Det største aktiv ser ud til at være det vinslot, som storaktionæren i Lauritz.com, Bengt Sundstrøm, ejer og driver i Provence i Frankrig sammen med sin hustru Mette Sundstrøm.
Bengt Sundstrøm har tidligere sagt, at han for et par år siden har fået vurderet slottet til 260 mio. kr.
De obligationsejere, der er største kreditor i konkursboet, har pant i slottet for 10 mio. euro, og desuden har en hollandsk bank et pant på 4 mio euro.
Hvis konkursboet skal have fingre i de værdier, der måtte være til overs i slottet, skal kuratorerne lykkes med at gøre Bengt Sundstrøm erstatningsansvarlig. Det er noget, kuratorerne i øjeblikket undersøger.
Finans har forsøgt flere gange at få en kommentar fra Bengt og Mette Sundstrøm.

