Fortsæt til indhold

Ny global rapport afslører: Her har de mest travlt med at se travle ud

I en global undersøgelse svarer halvdelen, at de føler sig presset til at vise deres kolleger, at de er på arbejde og produktive.

I en ny undersøgelse fremgår det, at 42 pct. af alle møder ifølge medarbejderne kan undværes. Foto: Colourbox
Erhverv

I et nyt globalt studie har man kigget nærmere på, hvornår medarbejdere er mest effektive, og hvor i verden man omvendt har mere travlt med at se travl ud.

Det er analysevirksomheden Slack, der er et datterselskab til den amerikanske techgigant Salesforce, som står bag rapporten, som CNBC blandt andet er dykket ned i.

Over 18.000 har svaret i undersøgelsen – både medarbejdere og ledere. I USA, Australien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Indien, Singapore, Japan og Sydkorea.

Rapporten konkluderer, at det generelt er sådan, at medarbejdere har tendens til at tro, at deres chefer gerne vil se dem arbejde længe, være tilgængelige i weekenden, svare hurtigt på mails og deltage på alle møder. Også selvom de samtidig svarer, at man kunne fjerne 42 pct. af alle møder, uden at det ville få konsekvenser.

Overordnet svarer 50 pct., at de føler sig presset til at vise deres kolleger, at de er på arbejde og produktive.

Samtidig viser analysen også, at mange medarbejdere bruger en stor – hvis ikke al – deres tid på såkaldt performativt arbejde.

Det vil sige arbejde og opgaver, som får dem til at fremstå travle, fremfor rent faktisk at bidrage med resultater.

»At bruge en masse tid på møder hvor teams præsenterer forskellige resultater og mål, frem for at tage beslutninger eller adressere væsentligste emner,« forklarer Derek Laney fra Slack til CNBC.

Rapporten kommer frem til, at medarbejdere i gennemsnit bruger 32 pct. af deres tid på performativt arbejde.

Og at fænomenet er mest udbredt i Indien (43 pct.), Japan (37 pct.) og Singapore (36 pct.).

Ifølge Derek Laney er medarbejdernes fokus på at fremstå travle »formentlig påvirket« af den måde, ledere måler produktivitet.

71 pct. af mellemledere svarer ifølge rapporten, at de er under stort pres om at skabe større produktivitet blandt deres medarbejdere.

»Ledere har tendens til at bedømme produktivitet på baggrund af den synlige aktivitet frem for at fokusere på resultater,« siger Derek Laney.

Artiklens emner
Ledelse
Arbejdsmarked