Fortsæt til indhold

Mistrivsel er blevet almindeligt: Derfor er det en fordel

Næsten 9 ud af ti danskere ser ikke stress som et tabu. Det er en væsentlig fordel i behandling og forebyggelse, lyder det fra sundhedschef.

Nicoline Rosenlund er sundhedschef hos Sampension. Foto: PR.
Erhverv

Stress bliver kaldt en folkesygdom.

Så udbredt et fænomen, at de fleste enten har haft stress inde på livet selv eller kender nogen, der har.

Og selvom det er en ærgerlig tendens, så har det dog den positive effekt, at stress ikke længere er et tabu. Hvilket er vigtigt, hvis man gerne vil undgå og behandle mistrivsel.

Sådan lyder det fra Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension.

»Det bliver lettere at åbne op og fortælle andre, hvordan man reelt har det, når man ved, at det er noget, som mange andre også kæmper med. Og det er positivt. Der er nemlig langt bedre muligheder for at få hjælp og støtte i tide til at forebygge alvorlig stress, hvis man deler sine bekymringer med f.eks. familie eller venner, end hvis man går med det alene,« siger hun.

En ny undersøgelse Epinion har foretaget for pensionsselskabet viser, at for langt de fleste danskere er det ikke tabubelagt, hvis de skulle blive ramt af stress.

Godt ni ud af ti (87 pct.) svarer, at de ”i meget høj grad”, ”høj grad” eller ”nogen grad” er enige i, at de ville kunne tale åbent om det med deres nærmeste, hvis de var bekymrede for deres stressniveau.

At det er gået den forkerte vej i en årrække, viser den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil.

Her fremgår det, at andelen af danskere, der døjer med et højt stressniveau, er steget fra 21,3 pct. i 2013 til 29,1 pct. i 2021.

»Stress rammer den enkelte på helbredet og livskvaliteten og koster samtidig dyrt for samfundet i form af længerevarende sygefravær og i værste fald førtidspension. Derfor haster det med at få vendt udviklingen, og her er forebyggelse helt afgørende,« siger Nicoline Rosenlund.

»Men for at kunne sætte tidligt ind kræver det i første omgang, at den enkelte kan fortælle åbent om stress. Det skal vi alle bidrage til hver især, og denne åbenhed kan f.eks. også understøttes på arbejdspladserne med rammer, der gør det muligt.«

Finans har i løbet af sommeren bragt flere artikler, der handler om, hvordan der er større fokus på trivsel i mange virksomheder. Og at mistrivsel ikke på samme måde som tidligere bliver fortiet.

»Det er ikke længere skamfuldt at erkende, at man ikke trives. Om det så er på grund af mentale problemer, stress eller andet – det er ikke længere et tabu,« lød det i den forbindelse fra Anette Borchorst, der er professor på Aalborg Universitet.

Hun henviste desuden til, hvordan flere kendte blandt andet politikere står frem og fortæller åbent om deres stressforløb.

Det gælder fx Alex Vanopslagh (LA), Jacob Mark (SF), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og for nylig Torsten Gejl, politisk ordfører i Alternativet, der alle har været åbne om deres stresssygdom.

Artiklens emner
Stress
Sampension