Fortsæt til indhold

Milliardærer går ind i satsning fra hele Danmarks pengetank

ATP's kapitalfondsarm er begyndt at tage eksterne investorer ind. Nye oplysninger afslører identiteten på nogle af dem.

Nikolaj Deichmann og Tais Clausen står bag 3Shape, som de har tjent milliarder på. Nu er de også blevet investorer i en særlig ATP-fond.
Erhverv

ATP, landets største pengetank og hele Danmarks pensionskasse, er som noget nyt begyndt at lukke eksterne investorer ind.

Det er nu kommet til syne gennem nye oplysninger fra cvr-registeret.

En stribe velhavere med mange millioner og i flere tilfælde milliarder i formue er netop blevet offentliggjort som medejere af en ny satsning fra ATP.

Det er sket i selskabet ATP Private Equity Partners VIII B K/S. Det er en parallelfond under ATP PEP, der er pensionskassens kapitalfondsarm.

Disse eksterne investorer er med i ATP-satsningen:

  • Pantus ApS - ejet af brillemilliardæren Henrik Lindberg
  • Jørgen Skovgaard Holding ApS - egenkapital på 962 mio. kr. gennem energiinvesteringer
  • Ledernes Hovedorganisation - fagorganisation for ledere
  • Gross-Nielsen Holding ApS - ejet af mangemillionær Allan Gross-Nielsen fra konsulentvirksomheden AS3
  • Francis Family Fund ApS - ejet af Unity-milliardæren Nicholas Francis
  • Sagitta Investments ApS - ejet af 3Shape-milliardæren Tais Clausen
  • DM II ApS - ejet af 3Shape-milliardæren Nikolaj Deichmann
Henrik Lindberg blev milliardær, da han solgte brilleproducenten Lindberg. Arkivfoto: Helle Arensbak

Selvom oplysningerne om de eksterne investorer er offentligt tilgængelige i cvr-registeret, klapper alle parter i, eller svarer slet ikke, når de bliver spurgt om den fælles satsning.

»Vi har ingen kommentarer til vores investeringer i investeringsfonde generelt, herunder ift. den omtalte ATP-fond,« lyder det fra Sagitta Investments, der styrer milliardær Tais Clausens formue.

En nogenlunde enslydende melding kommer fra ATP selv.

»ATP vil ikke kommentere på enkelte fonde eller investorer, men understreger, at ændringerne i ejerkredsen ikke har nogen betydning for strategien,« skriver pensionskassen i en kommentar.

Afkastet i den nye fond skal komme gennem investeringer i kapitalfonde i Europa og Nordamerika.

Til det formål var der givet investeringstilsagn for 4 mia. kr. ifølge 2022-regnskabet fra ATP PEP’s ottende fond.

I efteråret 2020 åbnede ATP op for, at eksterne investorer kunne komme ombord i pensionskassens kapitalfondsarm. Hvis de eksterne investorer overholder ATP’s krav til skattepolitik, ESG-politik, krav til ansvarlige investeringer og lignende.

Tidligere på året kunne Finans så fortælle, at de første eksterne investorer var lukket ind. Nemlig energimilliardæren Henrik Lind og Ledernes Hovedorganisation, som var blevet medejere af en parallelfond relateret til ATP PEP’s syvende fond.

Argumentet for at lukke eksterne investorer ind er bl.a., at det vil gøre det muligt for ATP at opnå besparelser, da man kan dele udgifterne med de eksterne investorer.

Inden investeringerne blev en realitet, har parallelfondskonstruktionen været oppe at vende på politisk plan, ligesom Kammeradvokaten har taget stilling til, hvorvidt der er tale om statsstøtte.

Det var der ifølge statens advokat ikke, og senere vendte også regeringens statsstøtteudvalg tommelfingeren opad over for de særlige fonde.

Artiklens emner
Investbranchen
ATP