Fleggaard lukker kendt restaurant og hotel efter år med underskud
Den familieejede grænsehandelskoncern trækker sig fra sideaktiviteter med hotel- samt restaurantdrift og lukker derfor sønderjyske Fakkelgaarden.
Efter år med underskud skiller Fleggaard-koncernen sig af med en kendt sønderjysk restaurant- og hotelvirksomhed. Familien bag koncernen lukker Fakkelgaarden, der ligger på den danske side af Flensborg Fjord.
Familieejede Fleggaard Holding, der har grænsehandel som hovedaktivitet, har gennem en lang årrække også drevet Hotel og Restaurant Fakkkelgaarden i Kollund, der i koncernens seneste årsrapport betegnes som en af landets ældste og traditionsrige gourmetsteder. Men nu er det slut.
Stedet lukker permanent og har sidste åbningsdag 30. november i år. Planen er derefter at afhænde bygningen.
Direktør Karsten Olsen med ansvar for driften i Fleggaards koncernledelse udtaler i en kommentar om årsagen til lukning af den 30 år gamle gourmetrestaurant, at der er tale om en »kombination af flere års driftsunderskud, en nødvendig renovering og udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.«
Han fortsætter:
»Hele restaurationsbranchen kæmper om de samme ressourcer, og her må vi bare erkende, at vores placering i Kollund er en kæmpe udfordring. Det vil således blive svært at leve op til den kvalitet som Fakkelgaarden står for, og som vores gæster forventer, ligesom underskuddet forventes at blive endnu større i fremtiden. Alle disse faktorer tilsammen gør, at vi som ansvarlig ledelse har taget denne svære beslutning.«
I den seneste årsrapport for Fleggaard Holding skriver koncernen, at Fakkelgaarden i 2021/22 havde et gennemgående højt aktivitetsniveau, men at i kraft af coronarestriktioner i perioden var der bl.a. dyk i antallet af tyske gæster.
»Omstændighederne taget i betragtning« aflagde Fakkelgaarden derfor ifølge koncernen et acceptabelt regnskab for året.
Det underliggende regnskab for Fakkelgaarden A/S viser, at selskabet havde et underskud før skat på 2,7 mio. kr. det år mod et minus på 3,8 mio. året før.
De samlede gældsforpligtelser for selskabet var i 2021/22 opgjort til 18,5 mio. kr., mens egenkapitalen er bogført til 2,2 mio. kr.
Fleggaard oplyser, at 40 medarbejdere er berørt af lukningen, men koncernen vil forsøge at genplacere disse andre steder blandt dens aktiviteter. Det understreges også, at der bliver taget hånd om gæster og andre samarbejdspartnere i relation til lukningen.
»Det er vigtigt at understrege, at Fakkelgaarden ikke går konkurs, og derfor indestår vi naturligvis for vores forpligtelser overfor gæster og samarbejdspartnere,« udtaler Karsten Olsen, der både er direktør og COO i koncernledelsen og direktør for Fakkelgaarden.
Fleggaard-koncernen drev også tidligere Hotel des Nordens ved den dansk-tyske grænseovergang i Kruså, men det blev solgt fra i 2018.


