Stiller krav til SAS: Så meget kan Norge tabe på at have lånt flyselskabet milliarder
Norge har ikke bare rettet et, men hele fem milliardkrav mod SAS.
Mens Danmark fortsat kaster penge efter det turbulente flyselskab SAS, trak Norge en streg i sandet tilbage i 2018.
Her meldte den norske regering, at staten ikke længere vil eje aktier i det nordiske selskab, hvilket resulterede i et udbytte på, hvad der svarer til 387 mio. danske kr. Nu er SAS-aktien så godt som nul kr. værd, men det betyder nødvendigvis ikke, at det norske farvel er uden tab.
I december 2020 støttede den norske regering nemlig SAS med et kriselån på 1,5 mia. norske kr. Lånet var et særligt pandemi-lån, som storbanken Nordea står bag, og skulle sikre flyselskabet overlevelse. Men lånet risikerer i stedet at koste Norge dyrt. Det skriver det norske medie E24.
Norge har nemlig ingen pant i SAS og med den redningsplan, som luftfartselskabet for nyligt præsenterede,står Norge derfor som en usikret kreditor. Ifølge topchef Anko van der Werff vil denne type kreditorer få omkring 5-20 pct. af sit krav tilbage.
Hvor den enkelte kreditor havner indenfor intervallet afhænger ifølge mediet både af, hvilket selskab i SAS-koncernen kreditoren har krav, og om andre SAS-selskaber har stillet sig som garanter for lånet.
Ifølge E24 har Norge ikke bare rettet et, men hele fem milliardkrav mod SAS.
»Vi kan ikke spekulere i udfaldet for de enkelte kreditorer i chapter 11-processen (konkursbeskyttelsesproces red.),« oplyser SAS i en mail til Finans.
I værste fald kan det betyde, at Norge får knap 80 mio. kr. - knap 52 mio. danske kr. - for at have stillet milliardgarantien for SAS.
I bedste fald kan Norge ende med at få godt 195 mio kr. retur i form af udbytte.
Det norske lån er givet til SAS’ svenske moderselskab SAS AB.
SAS kunne i begyndelsen af oktober præsentere en ny ejerstruktur, der sikrer selskabets redning.
Redingsplanen omfatter kapitalfonden Castlelake, Air France-KLM og den danske milliardær Henrik Lind, som samlet investerede 12,9 mia. svenske kr. i SAS. Sammen med den danske stat bliver gruppen af investorer flyselskabets nye ejere.
Selskabets daværende aktionærer ventes at stå tilbage uden værdier i forbindelse med omlægningen af ejerstrukturen, lød det fra SAS i en meddelelse. Årsagen er, at selskabet vil afnoteres fra børsen i 2024.
»Som følge heraf forventes der ikke at være nogen værdi for eksisterende aktionærer i SAS AB, og der forventes kun en beskeden kompensation for indehavere af kommercielle hybridobligationer,« understregede SAS.

