Fortsæt til indhold

Sanktionsramt oligark flyttede til Israel - nu må han flygte igen

Mikhail Fridman anses af EU som én af den russiske præsident Vladmir Putins tætteste finansmænd.

Den russiske oligark Mikhail Fridman. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Erhverv

Den russiske oligark Mikhail Fridman må igen pakke flyttekasserne og søge tilflugt i et nyt land.

I forrige uge flyttede den sanktionsramte russer til Israel, efter han i forbindelse med krigen i Ukraine blev ramt af økonomiske sanktioner. Ifølge ham selv gør sanktionerne det umuligt at leve i London, hvor han ellers har boet siden 2013. Derfor søgte russeren mod Israel, hvor han også har statsborgerskab, skriver Bloomberg.

»For en uge siden flyttede jeg til Israel. Nu er jeg fløjet til Moskva på grund af den nuværende situation. Når der falder ro på, planlægger jeg at vende tilbage til Israel og bo der permanent,« siger Mikhail Fridman til mediet.

Meldingen kommer, efter den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gazastriben, tidligt lørdag morgen angreb Israel. Siden har mere end 187.000 palæstinensere forladt deres hjem. Tallet ventes ifølge FN at stige yderligere.

Mikhail Fridman, der står bag Ruslands største bank, har udover sit israelske statsborgerskab også russisk statsborgerskab.

Før Rusland invaderede Ukraine sidste år, var den russiske milliardær blandt verdens allerrigeste. Siden er hans formue dalet, i takt med EU har indført flere og flere sanktioner mød oligarken, der bliver beskrevet som én af den russiske præsident Vladmir Putins allernærmeste finansmænd.

Også USA har indført sanktioner mod Mikhail Fridman.

»Det er umuligt at leve i Storbritannien med sanktioner,« siger den russiske forretningsmand til Bloomberg.

Sanktionerne betyder bl.a., at Mikhail Fridmans ejerandele er indefrosset.

Ifølge EU har Mikhail Fridman »stærke bånd« til Putins administration og har været med til at finansiere en lang række projekter og tiltag igangsat af præsidentens inderkreds. Det er bl.a. grundlaget for, at unionen har underlagt ham sanktioner.

Tidligere har den russiske oligark givet udtryk for, at han ikke forstår sanktionerne, og hvorfor alle hans bankkonti er spærret.

»Jeg forstår ikke logikken i at straffe mig. Den generelle opfattelse af almindelige vesterlændinge er, at ”åh, de grådige oligarker kan henvende sig til Putin og bede ham stoppe krigen”. Men hvorfor tror de det er muligt?« sagde Mikhail Fridman sidste år til Bloomberg.

Artiklens emner
Mikhail Fridman