Fortsæt til indhold

Uhørt situation: Billige elbiler skaber ond spiral for bilforhandlere

Historisk lave priser på brugte elbiler har skabt en ond spiral, hvor bilforhandlere presses til at skære i priserne for at undgå et stort lager af brugte biler, hvis køberne forsvinder.

Rekordlave priser på elbiler skaber ifølge DI Bilbranchen usikkerhed om brugtbilpriserne i hele markedet. Foto: Joachim Ladefoged
Erhverv

Bilmarkedet er ramt af et særsyn. Mens priserne på brugte elbiler rasler ned, står køberne i kø – og det får priserne til at falde endnu mere. Den aparte situation får nu aktører til at slå alarm.

»Elbilerne er blevet en joker. Det er aldrig set før, at priserne på den måde dumpes i et marked præget af stor efterspørgsel, og hvor efterspørgslen kun ventes at stige,« siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI Bilbranchen, der samler forhandlere af fortrinsvis fabriksnye biler.

Nye tal fra Bilbasen viser, at prisen på brugte elbiler er dykket rekordhøje 35 pct., siden priserne toppede i august sidste år, og det lokker køberne til.

Både i august og september har Bilbasen, der er Danmarks største handelsplads for brugte biler, registreret et rekordstort antal solgte elbiler.

Men de blødende priser på brugte elbiler rokker nu ved markedet i en grad, så AutoBranchen Danmark, der bl.a. repræsenterer brugtvognsforhandlere, advarer medlemmer mod at have for mange biler på lager.

»Man skal have den rette mængde biler på lager og ikke for mange, hvis priserne bliver ved med at falde. Samtidig skal man være opmærksom på antallet af lagerdage og måske overveje et hurtigt salg for at begrænset tabet, hvis priserne fortsætter med at falde,« lyder det fra adm. direktør Gitte Seeberg i et opsigtsvækkende opråb.

Under coronakrisen skiftede mange nyvognsforhandlere fokus fra salg af fabriksnye biler til brugte biler, simpelthen fordi det var svært at få fat i nye biler.

Det har vist sig at være så god en forretning, at forhandlere nu satser målrettet på salg af brugte biler – herunder brugte elbiler. Det gælder f.eks. Danmarks største bilkoncern.

»Vi kunne pludselig se stor efterspørgsel på brugte biler, og så valgte vi at kaste vores kærlighed på det. Vi er dygtige til salg af nye biler, så hvorfor ikke også være dygtige til salg af brugte biler,« forklarede Ulrik Drejsig, topchef i Semler Gruppen, tidligere på året til Finans.

Mange låner også til køb af en brugt bil. Hvis ikke tiderne vender, så vi får lavere renter, vil efterspørgslen bremse op og måske ligefrem blive ramt af et brat stop.
Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM

Derfor oplever mange bilkøbere, at der hos Semler Gruppens forhandlere i dag står brugte biler side om side med nye biler fra bl.a. Volkswagen, Audi, Seat, Cupra og Porsche.

Men hvad der startede som en god strategi under coronakrisen, har med de blødende elbilpriser udviklet sig til en speget affære, erkender DI Bilbranchen.

»De faldende priser på brugte elbiler påvirker også prisen på diesel- og benzinbiler, og skaber dermed usikkerhed om priserne i hele brugtvognsmarkedet,« siger Thomas Møller Sørensen.

Han forklarer, at mange forhandlere forsøger at tackle situationen ved at operere med skarpe priser, så lageret af biler hurtigt bliver omsat. Det betyder til gengæld, at de må skære i fortjenesten.

»Det skyldes usikkerhed omkring prisdannelsen på især elbiler. Der lurer hele tiden en fare for, at der dukker en ny model op, som presser prisen yderligere, eller at en bilproducent strategisk vælger at sænke prisen. Faktum er, at elbilmarkedet er uhyre prisfølsomt, og det sætter spor i hele markedet,« siger DI-bildirektøren.

I uge 42 var der 63.400 brugte biler til salg på Bilbasen – heraf 7.400 elbiler. Det er det højeste antal udbudte biler siden efteråret 2021 og en stigning i udbuddet på 1.700 biler alene den seneste måned.

Væksten sker, selv om salget går over stok og sten. I en netop udsendt brancheanalyse fra DI Bilbranchen, advarer Bilbasens eksperter direkte om faren ved at udnytte den store købelyst til at få ekstra mange brugte biler på lager.

»I tilfældet af pludselig opbremsning i efterspørgslen, som branchen har set flere gange de senere år, er der et stort varelager at forholde sig til som forhandler,« lyder det.

FDM finder ikke, at advarslen er grebet ud af den blå luft. Faren for, at forbrugernes købelyst pludselig aftager, er nemlig reel, lyder det.

»Sidste år på den her tid var renten nærmest ingenting. I dag ligger den på 4-5 pct. Finder man et billån under 4 pct., er man ligefrem heldig,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Han kalder den nuværende situation med markante prisfald på brugte biler for købers marked, men den erfarne forbrugerekspert forstår udmærket bilforhandlernes nervøsitet.

»Mange låner også til køb af en brugt bil. Hvis ikke tiderne vender, så vi får lavere renter, vil efterspørgslen bremse op og måske ligefrem blive ramt af et brat stop,« siger Ilyas Dogru.

Ifølge Bilbasen var Tesla Model 3 den mest søge bilmodel i september, der bød på 49.040 handler med brugte biler. Heraf var 5.614 handler med elbiler, der i gennemsnit blev solgt for 246.000 kr.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler