Fortsæt til indhold

Stigende renter: Bilkøbere jagter i stigende grad gode leasingtilbud

Danskerne vælger i stigende grad leasing, når de køber ny bil. I september stod privatleasing for 23,8 pct. af det samlede nysalg. Samme tid sidste år var tallet 14,3 pct.

Galopperende renter på billån får danskerne til at gå nye veje, når de køber ny bil. Her er det Teslas Model Y, som lige er sat kraftigt ned i leasingpris.
Erhverv

Sidste år kæmpede danskerne med en galopperende inflation, og nu rammer de stigende renter. Det afspejler sig bl.a. i bilmarkedet, hvor køberne går nye veje.

På bare fem år er andelen af private bilkøbere, som vælger at lease den fabriksnye bil, mere end fordoblet. Det viser en dugfrisk opgørelse fra DI Bilbranchen på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk.

I de tre første kvartaler af 2018 valgte bare 9 pct. af bilkøberne at skrive under på en leasingkontrakt. I samme periode i år er tallet 19 pct.

»Når renterne er så høje, er folk mindre tilbøjelige til at købe den nye bil,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Han peger på, at mens renten for bare et år siden lå omkring nul, er det i dag svært at opdrive et billån til under 4 pct.

I den nye Tendens-analyse fra DI Bilbranchen forklares den markante medvind for privatleasing med »den generelle økonomiske usikkerhed med blandt andet høj inflation og høje renter«.

Men samtidig forklares opturen også med en stigende efterspørgsel på elbiler, som især langes over disken som leasingtilbud.

»Derudover er der kommet mange attraktive leasingtilbud på elbiler på markedet i 2023, hvilket markedet har taget til sig,« fastslår DI Bilbranchen med branchedirektør Thomas Møller Sørensen i front.

Et tjek hos bilimportørerne viser, at Ford her og nu lokker med et leasingtilbud på Mustang Mach-E fra 4.747 kr. om måneden med en udbetaling på 4.995 kr., mens f.eks. Audi skilter med en Q4 e-tron fra 4.995 kr. i månedlig leasingydelse og 20.000 kr. i udbetaling.

Aktuelt er der kun tre måneder tilbage af året, og selv om det typisk er erhvervsleasing, som har vind i sejlene op til årsskiftet, er der i 2023 også dækket op med masser af gode tilbud til private bilkøbere.

Senest har amerikanske Tesla søsat et ekstraordinært leasingtilbud på supersællerten Model Y, som har vakt opsigt i bilkredse.

»Det er meget, meget billigt,« siger Ilyas Dogru om udsigten til, at bilkøbere nu kan få fingrene i en Model Y til priser fra 3.795 kr. om måneden og en udbetaling på 15.000 kr. Til sammenligning koster Tesla Model Y fra 382.000 kr., hvis bilen købes kontant.

FDM’s erfarne forbrugerøkonom forklarer meldingen med, at den uskrevne regel i bilbranchen er, at forbrugeromkostningerne over tre år for en ny leasingbil skal svare til ca. halvdelen af listeprisen.

»Det her er langt under den grænse,« siger Ilyas Dogru, som venter, at det nye tilbud vil skubbe yderligere bag på Model Y-salget, som allerede har sikret Tesla-supersælgeren titlen som årets mest solgte bil.

Mens elbilernes voksende udbredelse får skylden for væksten i leasingtallene, får flere og flere attraktive leasingtilbud omvendt skylden for danskernes stigende appetit på elbiler.

»Det stigende antal privatleasingtilbud har imidlertid gjort de nye elbiler endnu mere attraktive, hvilket nu afspejler sig generelt i bilsalgstallene,« fastslår DI Bilbranchen i Tendens-analysen.

I årets første ni måneder er der blevet solgt 40.690 elbiler svarende til 33 pct. af det samlede salg af fabriksnye personbiler. Begge tal er ny rekord.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler