Copenhagen Atomics gør klar til at bygge 10 atomreaktorer i Danmark
Planen kræver et milliardbeløb og mere end 300 ansatte.
Atomkraft eller ej?
Det er en debat, der kan bringe sindene i kog. Spørgsmålet er dog kun blevet mere aktuelt herhjemme, i takt med flere lande omkring os vælger atomkraften til, mens lande som bl.a. Tyskland lukker helt ned for sine atomkraftværker.
Nu gør endnu en dansk spiller sig bemærket i debatten.
Det danske selskab Copenhagen Atomics, der holder til i Søborg, er netop flyttet i nye lokaler og jagter et milliardbeløb til udvikling af 10 kommercielle atomreaktorer.
Lokalerne ligger nær Københavns Lufthavn og er på 11.000 kvm. Her skal selskabets første atomreaktorer bygges og testes.
»Vi må ikke starte reaktoren med rigtige kædereaktioner, men vi kan opvarme saltene med elektricitet og køre alle de test, der er relateret til termisk cykling og korrosion, pumper, varmeoverførsel osv. Der er meget få, hvis nogen, andre nukleare opstartsvirksomheder overalt i verden, der har faciliteter, hvor de kan bygge 10 kommercielle reaktorer. Det er virkelig et skridt med spændende potentiale,« skriver selskabet i en meddelsen.
Det er næsten 40 år siden, at de danske politikere besluttede at sende atomkraft i den energipolitiske skammekrog.
For nyligt besluttede Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg så at genoptage debatten. Det sker i en såkaldt åben høring, som finder sted den 16. november i Landstingssalen. Formålet er at blive klogere på, om og i hvilket omgang ny atomteknologi kan bidrage til den grønne omstilling.
Også flere erhvervsfolk har åbnet for at satse på atomkraft og gøre Danmark til en verdensførende nation.
Copenhagen Atomics har siden 2013 arbejdet på at bygge en thorium-smeltet saltreaktor. Det er sket gennem en gruppe af ingeniører og fysikere, som siden stiftede selskabet og har fået tilført penge både fra egen lomme og småinvestorer.
I alt støtter omkring 400 mindre investorer den danske atomudvikler.
Selskabet vil udvikle og bygge en flåde af reaktorer, der skal ende med flere tusinde atomreaktorer. Ifølge selskabet vil det gøre det muligt at sælge energi som service til kunderne.
Planen er nu at sætte gang i selskabets hidtil største investeringsrunde for at lette udviklingen. Copenhagen Atomics oplyser, at det indenfor 18 måneder forventer at rejse 200 mio. euro. Det svarer til godt 1,5 mia. kr.
Processen vil udelukkende involvere institutionelle investorer, venturekapitalister (VC’er) og familekontorer, lyder det.
I seneste regnskab tabte virksomheden 7,3 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen lyder på 163 mio. kr.
Copenhagen Atomics skriver, at det allerede har to prototyper af atomrekatorer i drift i de nye lokaler.
Forventningen er, at Copenhagen Atomics skal beskæftige 300 i sit nye domicil.

