Microsoft-dirketør håber, at nye ledere vil gøre én ting anderledes
Finans har mødt adm. direktør i Microsoft Danmark, Mette Louise Kaagaard, til en snak om fremtidens ledere. Hun peger på én ting som »fuldstændigt afgørende« for ledere i både nutid og fremtid.
Mette Louise Kaagaard er adm. direktør i Microsoft Danmark. Hun har en lang karriere med ledende poster bag sig, men i dag ser hun fremad.
Hun har netop været på scenen for at tale til den næste generation af danske ledere på Aarhus Universitet til begivenheden Aarhus Symposium.
Her møder Finans hende til en snak om hendes syn på de unge, hun lige har talt til – fremtidens ledere.
Microsoft-direktøren har særligt én ting, hun håber, at den næste generation vil ændre på. En ting, hun kalder »fuldstændigt afgørende« for en succesfuld ledelse.
Det er diversitet.
»Det bliver meget, meget vigtigt for at håndtere de store dagsordener, at man har en divers ledelse,« siger Mette Lousie Kaagaard med henvisning til dagsordner som klima, geopolitik og kunstig intelligens.
Dagsordner, der ifølge hende stiller stadigt større krav til lederes modstandskraft.
»Det er blevet et globalt spil for rigtig mange virksomheder. Det har vi også set de seneste år,« siger hun og remser op:
Stigende cyberkriminalitet, russisk angrebskrig og udviklingen af generativ AI er nogle af de eksempler på begivenheder med »enorm indvirkning på virksomhederne«, Mette Louise Kaagaard nævner.
I hendes øjne, hænger ledernes evne til at tackle de begivenheder tæt sammen med diversitet og udsyn.
»Det bliver rigtig vigtigt, at ledelsen tænker sig ind i et økosystem af andre former for input, som kan hjælpe med at løse, de problemer, man står i,«
Det er den virksomhed, hun selv sidder ved roret i, et godt eksempel på, mener hun.
»Microsoft bygger også på et økosystem. Hele den nye generative AI er jo ikke opfundet i maven på Microsoft, men ude i OpenAI, som vi har investeret i. Det var aldrig blevet en del af Microsoft, hvis vi ikke havde haft den partner derude. Det handler om at være en del af noget større,« siger Mette Louise Kaagaard.
Hvad ser du som den største udfordring for ledere i fremtiden?
»I den næste periode bliver det at skaffe talent. Jeg tror, det bliver en udfordring at have dygtige mennesker nok. Og hermed tilbage til, at man er i stand til at tappe ordentligt ind i de store dagsordener. Det betyder også noget for, at folk vil være ansat i virksomheden,« siger Mette Louise Kaagaard.
»Man skal skabe et mere fælles fundament for virksomheden, end man har skullet tidligere,« siger hun.
Mens hun mener, at det fortsat »ser svært ud« med diversiteten i mange danske virksomheder, forventer hun noget andet af fremtidens ledere.
»Jeg håber, at de unge har en anden tilgang til det. Det har jeg også en tro på, for når jeg snakker med dem, så virker de faktisk mere ligeværdigt indstillet. Jeg synes, deres indstilling til diversitet er anderledes,« siger Mette Louise Kaagaard.
»Der er større diversitet på uddannelserne, hvor der er flere udlændinge. De er vant til at snakke med alle mulige på internettet. De har rejst meget mere, end vi har gjort. De er bare vant til, at der er mange flere internationale og forskellige mennesker involveret,« uddyber hun.
Og så forklarer hun, hvorfor hun mener, at den næste generations forståelse af diversitet er så vigtig.
»Når du har et diverst felt, der tænker anderledes end de andre, ser du som leder flere muligheder, men du ser også flere risici. Du er bedre rustet til tidligere at få løst nogle af de problemer, som du risikerer at møde på den lange bane,« siger Mette Louise Kaagaard.
»Det er hele vejen igennem fuldstændigt afgørende. Det er utroligt, at vi ikke helt har forstået det i Danmark endnu,« siger hun.

