Skal tiltrække 200.000 turister: Milliardærer udskyder åbning af stort ferieresort
Den danske milliardær Bent Jensen og ejerfonden bag Danfoss har investeret et stort milliardbeløb i Nordborg Resort.
Et kæmpestort feriecenter med eget vandland, overdækket bycenter og 440 feriehuse er ved at tage form i den sønderjyske by Nordborg på Als.
Bag projektet står to af Danmarks mest velhavende familier.
Sammen med Sønderborg Kommune vil Danfoss-milliardæren Peter Mads Clausen og Bent Jensen, der ejer industrikoncernen Linak, årligt tiltrække 200.000 turister til området og gøre det mere attraktivt både for lokale og besøgende.
Nu er åbningen af det 190 hektar store ferieområde udskudt med flere måneder.
Først var det meningen, at Nordborg Resort skulle slå dørene op i begyndelsen af 2024. Det blev så ændret til november samme år, og nu er åbningen af milliardærfamiliernes feriested udskudt til marts 2025. Det bekræfter Niels Feerup, direktør for Nordborg Resort.
»Sidste vinter blev vi forsinket, og det har vi ikke formået at indhente. Det er primært regn, der har forsinket os, fordi vi af den grund har været nødsaget til at lave en masse ændringer. Samtidig viser virkeligheden sig også oftest at være en anden, når først entreprenørerne kommer om bord,« siger han.
I den forbindelse er selskabets forretningsplan samtidig blevet justeret. Ligesom markedsføring og ansættelse af medarbejdere er blevet skubbet.
Foreløbig har folkene bag Nordborg Resort skudt omkring 1,5 mia. kr. i projektet.
»Det er for tidligt endnu at sige, om det er nødvendigt at hente nye penge fra ejerkredsen. Vi har ikke fået tilført nye penge endnu, men der er fortsat 1,5 års byggeri tilbage, så der kan ske meget endnu,« siger Niels Feerup.
Etableringen af Nordborg Resort blev sat i gang i maj 2022, og når det sønderjyske ferieresort står klar, er det Center Parcs Europe, der skal stå for driften.
Selskabet er Europas største udbyder af ferieparker målrettet familier. Samlet driver det 28 af Europas største ferieparker i bl.a. Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig.
»Vi glæder os til at åbne og forventer at kunne tiltrække 50 pct. flere overnatninger til Sønderborg Kommune. Investorerne er lokale og er ikke med for at tjene voldsomt mange penge. Det drejer sig i stedet om at skabe gode levevilkår og tiltrække både turister, tilflyttere og medarbejdere til Als, selv om vi naturligvis også skal tjene penge,« siger Niels Feerup.
Direktøren understreger samtidig, at den lokale natur kommer til at spille en afgørende rolle i det nye feriecenter. Det gælder både inde og ude, hvor der vil være store beplantninger og natur indtænkt i indretningen. Derudover har Nordborg Resort også planer om at opføre en såkaldt wild river, der minder om river rafting, og som skal være til glæde for både store og små.
»Den kan tilpasses, så det i løbet af dagen henvender sig til familier med mindre børn, og efterfølgende større børn og teenagere, som synes det er spændende at give den lidt mere gas. Vi arbejder meget med at skabe noget for tre generationer, så alle kan være med både i forhold til naturformidlingen, men også i forbindelse med selve familieresortet,« siger Niels Feerup.
Nordborg Resort har været undervejs siden 2012, hvor Bent Jensen og Peter Mads Clausen, formand for fonden bag Danfoss, har arbejdet målrettet for at gøre ferieresortet til en realitet.
Linak ejer 70 pct. af aktiekapitalen i Nordborg Feriepark Holding A/S, mens resten ejes af Bitten og Mads Clausens Fond. Derudover er også Sønderborg Kommune med i projektet.

