Seniorer står for skud, når der skal fyres: »Lugter langt væk af aldersdiskrimination«
En ny undersøgelse fra fagorganisation bekræfter: Seniorerne ofres, når der skal fyres i det offentlige.
- Statsansatte over 55 år står for skud, når der uddeles fyresedler.
- Entydige tegn på diskrimination, mener fagforbund.
- Centralt for regeringen at fastholde seniorer, siger finansminister.
Er du højtuddannet statsansat og over 55 år? Så er du i større risiko for at blive fyret end både dine yngre kolleger og dine jævnaldrende ansat i det private.
Det viser en ny kortlægning af afskedigelsessager fra oktober 2022 til og med september i år, som fagforeningen IDA har foretaget.
Her fremgår det, at 15 pct. af IDA’s statsansatte medlemmer er ældre end 55 år, men tegner sig for 39 pct. af de registrerede fyringssager.
I den private sektor er der tværtimod ingen skævvridning, og afskedigelsessagerne fordeler sig jævnt over aldersgrupperne.
Der er tale om ren diskrimination i staten, lyder det fra IDA, der repræsenterer over 150.000 medlemmer, herunder ingeniører, cand. scient’er og it-professionelle.
»De offentlige arbejdsgivere har et stort forklaringsproblem. For det er tydeligt, at det især er de ældste medarbejdere, som står for skud og får fyringssedlerne, når der er prikkerunder. Det lugter langt væk af aldersdiskrimination,« siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.
Analysen er langtfra den første af sin slags. Undersøgelser fra både fagforeningen Djøf og IDA har vist samme tendens i 2019, 2020 og 2021.
Malene Matthison-Hansen mener, at det er beskæmmende, at forskelsbehandlingen antageligt gentager sig år efter år.
»Det klinger hult, når vi så samtidig hører politikerne igen og igen sige, at vi skal arbejde i flere år for at få samfundsøkonomien til at hænge sammen. Det har man tydeligvis ikke den store respekt for i den førte personalepolitik på de mange offentlige arbejdspladser,« siger hun og tilføjer, at ledigheden i øvrigt er lav.
I Djøf gjorde man senest i foråret fordelingen af afskedigelsessager op, og også her viser der sig en slagside.
24 pct. af de offentlig ansatte i Djøf er over 50 år, men i 2022 tegnede den gruppe sig for 37 pct. af fyringssagerne.
Ligesom i tidligere undersøgelser er der en klar overrepræsentation både i forhold til yngre offentligt ansatte og privatansatte.
»Det er hævet over enhver tvivl, at der skulle være tale om tilfældigheder. Billedet er jo det samme år efter år, både i vores og IDA’s undersøgelser. Det er simpelthen beskæmmende,« siger forperson i Djøf Sara Vergo.
»Vi skal have gjort op med en kultur, hvor seniorer tilsyneladende er mindre værd.«
Finansminister Nicolai Wammen (S) er øverste chef for de statslige arbejdsgivere. Han skriver til Finans, at »seniorer udgør en værdifuld og erfaren arbejdskraft i staten.«
»Det er vigtigt for regeringen, at seniorer ikke oplever, at deres alder bliver set som en barriere for tilknytning til de statslige arbejdspladser. Tværtimod har vi brug for dygtige, erfarne kræfter, ikke mindst i en tid med mangel på arbejdskraft. Det er et centralt indsatsområde for regeringen at fastholde og udvikle seniorer på de statslige arbejdspladser,« lyder det fra ministeren.
Finans har spurgt ministeren, hvad han mener om, at der ser ud til at være tale om flere års tendens til aldersdiskrimination. Det har han ikke svaret på.
Finansministeriet oplyser dog, at andelen af ansatte i staten, som er fyldt 55 år, siden 2013 er vokset med knap 2 procentpoint og i 2022 udgjorde ca. 26 pct.
Og at der på det statslige område er en større andel, der er fyldt 55 år, end både på det private arbejdsmarked og det samlede danske arbejdsmarked.
I 2020 sendte daværende skatteminister Morten Bødskov (S) et såkaldt hyrdebrev til samtlige ministerier, hvor det blev indskærpet, at ældre medarbejdere skal prioriteres på statslige arbejdspladser.
Finansministeren har ikke svaret på, om han kan finde på det samme.
Malene Matthison-Hansen mener, at den offentlige sektor står tilbage med et flosset image, som man er nødt til at få rettet op på.
»I en tid med fokus på inklusion, diversitet og rummelige arbejdspladser, burde de offentlige arbejdsgivere gå forrest og vise vejen. Det gør de tydeligvis ikke i dag,« siger hun.
Fortsætter man ud ad samme tangent, kommer den offentlige sektor til at stå tilbage med et gevaldigt rekrutteringsproblem, mener forpersonen.
»Vi ved, at vores nyuddannede og yngre medlemmer allerhelst vil have en karriere i den private sektor. Når man så samtidig er flittigst til at skille sig af med de allermest erfarne medarbejdere, så står man tilbage med en dårlig case,« siger Malene Matthison-Hansen.
At de erfarne medarbejdere har lyst til at blive på arbejdsmarkedet også udover deres forventede tilbagetrækningsalder og altså langt over de 55 år, er der ikke tvivl om, hvis man spørger på Institut for Lykkeforskning, der har lavet en undersøgelse på vegne af projektet Seniorklar.
Den viser, at seniorerne i gennemsnit gerne vil forlænge deres arbejdsliv med 3,5 år, hvis de f.eks. kan gå ned i tid.
»År for år vokser mistrivslen og ensomheden. Der er mange årsager hertil, men man kan ikke komme udenom, at arbejdsmarkedet spiller en afgørende rolle,« siger forsker Michael Birkjær, ved Institut for Lykkeforskning.
»Men tænk hvis vi kunne indrette vores arbejdsmarked, efter hvor folk står i livet. Det er helt afgørende, at sådan et arbejdsmarked designes til, at de seniorer som kan og vil arbejde længere, også får muligheden for det.«



