Revisoren kaldte det »pigernes lille projekt«, men nu tjener Skall Studio millioner
Søstrene Marie og Julie Skall har bygget en millionforretning på tøjbrandet Skall Studio. En succeshistorie. Men der er en ting, de gerne vil tale om.
På en rejse til Paris i efteråret 2013 fik søstrene Marie og Julie Skall matchende tatoveringer.
Hver en cirkel på håndleddet. Som et symbol på en helt anden rejse, der officielt først begyndte et år senere. I hvert fald i CVR-registret. Dengang Marie og Julie Skall i 2014 stiftede tøjbrandet Skall Studio.
Søstrene kigger på hinanden og griner, når de skal fortælle den 10 år gamle anekdote om blækken i deres hud. Som om de venter på, at den anden åbner munden først.
»Vi er ikke rigtig tatoveringstyper,« tilføjer Marie Skall hurtigt.
Til gengæld er de – efter alt at dømme – iværksættertyper.
Skall Studio er ikke bygget op om en nøje planlagt strategi eller store kapitalindsprøjtninger. Men på mavefornemmelser. Benhårdt arbejde. Og en smule i trods.
For selvom Julie og Marie Skall i de første år ofte blev mødt med skepsis, når de fortalte, at de er søstre og ville lave et tøjbrand sammen, blev de ved at klø på.
Det har kunnet betale sig.
»Vi startede virksomheden, fordi vi elsker det, vi laver. Ingen af os har gået på handelsskole. Vi har aldrig lært om Excel, budgetter eller skabeloner for strategier. Vi har gjort det på vores egen måde. Og det er ikke, fordi vi ikke er gode købmænd eller ikke kan tænke strategisk,« siger Julie Skall.
Marie Skall samler op:
»Den dér mavefornemmelse ser vi ikke som noget negativt. Den kommer fra erfaring. Hvad vi synes er vigtigt og føles rigtigt.«
Søstrene er begge uddannede designere. Begge havde fultidsjobs, da de kom hjem fra turen til Paris. Derfor mødtes de i hemmelighed til »workshop-søndag« hver uge og fik styr på Skall Studio. For at leve op til kontrakten på håndleddene, men uden at bryde den med arbejdsgiverne.
Da CVR-nummeret så blev registreret, fandt de i stedet deltidsjobs »for at kunne leve«.
»Jeg kan huske, at jeg lavede noget freelance designarbejde, hvor jeg fakturerede i virksomheden, så der kom nogle penge ind. Så fik jeg til gengæld noget af din løn fra det job, du havde, Marie. Det er skørt. Vi var hardcore. Bare start på bunden. Og det var på et tidspunkt, hvor alle vores venner fik rigtige jobs, og vi selv havde haft det,« siger Julie Skall.
Der var ingen investor. Ingen stor opsparing.
Efter fire år udbetalte de for første gang løn til sig selv. Indtil da blev alt geninvesteret i virksomheden. Men dér i 2018 »var Skall Studio som en magnet på modemessen«. Tingene tog fart. For ja, Julie og Marie Skall er gode købmænd.
»Det var næsten lidt skræmmende, at der pludselig var penge på kontoen. Men vi turde heller ikke bruge for mange, for vi er trods alt nordjyder,« griner Julie Skall.
Som en hjælp fik de North East Venture med ombord som investor og sparringspartner i 2019.
Hele vejen har Julie og Marie Skall holdt fast i posten som majoritetsejere, den daglige drift og deres mavefornemmelser. Mens de har stiftet familier og fået hver tre børn.
Og i dag er hjertebarnet – Skall Studio – vokset til en medarbejderstab på næsten 30 mennesker. Med vækst i regnskaberne. Det seneste viser en egenkapital på 9,7 mio. kr. og et bruttoresultat på over 11 mio. kr.
Tallene betyder også, at Skall Studio fik en plads på Børsens gazelleliste i efteråret. Den tæller 2.781 danske virksomheder, som vokser langt mere end gennemsnittet. Tøjbrandet landede en 19.-plads. I øvrigt den højeste placering for en virksomhed, der udelukkende er stiftet af kvinder.
Faktisk er blot 10,9 pct. af gazellerne enten ejet eller ledet af kvinder i 2023. Med andre ord bryder Skall Studio med et kedeligt mønster, som de selv har bakset med.
Det handler om underrepræsentation af kvinder i store dele af erhvervslivet. Et mønster, der for eksempel betyder, at der er langt flere, der hedder Lars, Henrik og Søren, end der er kvinder blandt topcheferne i Danmarks største virksomheder.
At blot halvdelen af danske selskaber har kvinder i bestyrelsen. Og blot en fjerdedel af danske iværksættere er kvinder.
Man kan sige, at Julie og Marie Skall er en slags undtagelse fra reglerne.
»Vi bliver sjældent spurgt til det at være kvindelige iværksættere. Men det er noget, vi taler om, og som har fyldt meget for os,« siger Marie Skall.
»Især i opstartsårene. Forretningsverdenen er domineret af mænd. Og især i bank- og revisorverdenen var der ikke mange, der troede på os. Nogle mænd var direkte nedladende over for os,« siger Julie Skall.
Eksempler er der nok af. Revisoren, der refererede til Skall-stifterne som »pigerne« og kaldte forretningen »pigernes lille projekt«. Eller bankrådgiveren, der nægtede dem en kassekredit på 10.000 kr.
»Der har i hvert fald været nogle situationer, hvor vi har kigget på hinanden bagefter og sagt: Gad vide, om det havde været anderledes, hvis vi var to mænd i jakkesæt?« siger Marie Skall.
Tvivlen brugte de i stedet som motivation.
»Og nu har vi på mange måder vist, at det her ikke bare er et lille hyggeprojekt,« siger Julie Skall.
Hvad tror I selv, Skall Studio har ramt ned i, siden det er ... ja, lykkedes?
»Det har altid været et meget personligt projekt for os. Og det er det stadig. Vi kunne godt trække os tilbage og få en designchef. Så det her med, at vi efter 10 år gør os lige så meget umage, som vi gjorde i starten, da vi skulle ud, og ingen kendte os,« siger Julie Skall.
»Jeg tror også, at vi er tro mod brandet og ikke følger en masse tendenser. Det gør kunderne trygge. Fordi der ikke kommer noget, hvor de tænker, okay, hvor kom dét der fra? Men også, at vi fra starten har forsøgt at være så ansvarlig en virksomhed som muligt, selvom der er sket meget med ansvarlighed og bæredygtighed i de 10 år. Vi tror på bedre og mindre produktion,« supplerer Marie Skall.


