En af årets bedste aktier: Lars Seier har tjent stort på den
Parken-aktien er blevet mere end fordoblet i 2023.
Der er sket meget, siden erhvervsmanden og milliardæren Lars Seier Christensen i marts 2019 købte sig ind i FCK-ejeren Parken Sport & Entertainment.
Trænerikonet Ståle Solbakken blev ramt af en fyring, koncernen har forgæves forsøgt at sælge ud af både ejendomme og Lalandia, og aktien var på et tidspunkt drattet voldsomt i værdi. Især under coronakrisens begyndelse.
Til nu hvor FCK er dansk mester, netop har spillet sig videre fra Champions League-gruppespillet, og Parken-aktien er blandt de bedste danske af slagsen i år.
Kursen er mere end fordoblet med en stigning for året på 105 pct. før torsdagens handel.
Årets fem bedste danske aktier:
Kursstigning i parentes
- Cessatech (161 pct.)
- Scandinavian Brake Systems (129 pct.)
- OrderYoyo (112 pct.)
- Parken Sport & Entertainment (105 pct.)
- SameSystem (91 pct.)
Kilde: Nordnet
Lars Seier ejer omkring en femtedel af Parken Sport & Entertainment. Hans aktier er nu knap 330 mio. kr. værd.
Da han købte sig ind i Parken, skete det for et beløb på omkring 220 mio. kr. Under coronakrisens begyndelse kom Lars Seiers Parken-aktier helt ned på en værdi af 122 mio. kr.
Selvom Saxo Bank-medstifteren undervejs har fået negativ medieomtale for sit Parken-aktiesats, holder han nu under opturen armene langs siden og ikke over hovedet.
»Det tager jeg stille og roligt og opfatter Parken Sport & Entertainment som en god langsigtet investering,« skriver Lars Seier i en mail.
Han henviser til, at han tidligere har beskrevet sin opfattelse af, at Parkens aktiviteter over tid vil føre til en højere aktiekurs.
»Vi er stilfærdigt ved at planlægge både klubben og koncernens langsigtede strategi og udvikling. Jeg har kun været med i et godt års tid, men har nu en god ide om, hvor vi skal hen ad, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi på lang sigt vil bevare positionen som landets største og førende klub med alt, hvad der følger med den position,« skrev Lars Seier Christensen i 2020 til Finans.
Dengang endte Parken med et underskud efter skat på 229 mio. kr. I år forventer Parken at tjene mellem 430 og 445 mio. kr. før skat.

