Goodiebox bløder stadig trods forventning om profit
Til trods for, at konceptet og skønhedskasserne er populære, så synes det stadig svært for virksomheden Goodiebox at tjene penge.
År efter år spår den danske virksomhed Goodiebox guld og grønne skove trods massive underskud.
Hvert år er forventningen at næste år - dér vender skuden. Men ak.
Igen i år kan selskabet fremvise et regnskab med rekordunderskud.
Tæt på 50 mio. kr. i underskud lyder den blodrøde bundlinje i det skæve regnskabsår 2022/2023.
Samtidig er der blevet barberet næsten 15 mio. kr. af egenkapitalen i Goodiebox.
Og det har fået den uafhængige revisor, der har gennemgået regnskabet, til at sætte spørgsmålstegn ved selskabets overlevelse - hvis altså man ikke snart får rettet op på tingene.
Goodiebox selv tror stadig fuldt og fast på, at man snart får vendt underskud til overskud. Men ikke i næste regnskabsår.
I regnskabsberetningen kalder ledelsen årets resultat for »under forventning«
»Ledelsen forventer en væsentlig forbedring i indkomst for det kommende år, men har stadig negative forventninger til tab på driften,« skriver man i regnskabet.
Finans arbejder på at få en kommentar fra Goodiebox til regnskabet.
Goodiebox er, kort fortalt, en abonnementsbaseret forretning, hvor kunder mod en fast månedlig betaling får tilsendt en pakke med diverse skønhedsprodukter.
Virksomheden blev grundlagt i 2012 af Rasmus Schmiegelow, som indtil midten af 2023 også sad som adm. direktør.
I maj indsatte Goodiebox imidlertid en ny direktør, Christian Samsø Dohn, med forventningen om at han kan rette op på selskabets tilstand.
»Næste kapitel af rejsen handler om at skabe profitabel forretning frem for høj vækst, og her er jeg ikke den rette til at stå i spidsen for selskabet. Jeg ser frem til at heppe på Goodiebox og teamet fra sidelinjen,« forklarede Rasmus Schmiegelow dengang i et skriftligt svar til Finans.



