Fortsæt til indhold

Armin Kavousi stifter nyt selskab efter konkurs og cv-fusk

Den udskældte og omdiskuterede tidligere Meew-direktør Armin Kavousi har oprettet et nyt selskab et år efter Meews bragende konkurs.

Meew skulle efter planen have været noteret på Spotlight i Sverige, men efter det kom frem, at stifteren bl.a. havde løjet om sin uddannelse, faldt børsnoteringen fra hinanden. Illustration: Anders Thykier
Erhverv

Han står bag den skandaleramte virksomhed Meew, som gik konkurs i fjor efter direktøren blev afsløret i en række løgne om bl.a. sit CV.

Nu er Armin Kavousi - den tidligere ejer og direktør - klar med et nyt selskab. Og hans nye partnere er ikke nervøse for det blakkede ry.

Det skriver Berlingske.

Ifølge oplysninger i cvr-registret, hedder Armin Kavousis nye selskab Nurds og skal primært bruges til at investere i andre selskaber.

I ejerkredsen sammen med ham sidder Ali Pedram og Torben Stie Olsen.

Og i følge Berlingske er de altså helt trygge ved at stifte virksomhed med Armin Kavousi.

»[...] Han er ufattelig dygtig. Med medierne ville gerne trykke ham ned, fordi han havde lavet nogle få fejl. Hans selskaber kørte fantastisk. Det var mediernes skyld, at det hele gik ned,« forklarer Ali Pedram til mediet.

Armin Kavousis billede ramte for alvor forsiderne i foråret 2023.

Hans ambitiøse firma Meew havde store planer om at ville noteres på den svenske minibørs Spotlight. Det blev imidlertid droppet, da det kom frem, at Armin Kavousi bl.a. havde løjet om at have en kandidatgrad i neurovidenskab fra britiske Aston University.

Mindre end en måned senere gik Meew Studios konkurs.

Det blev en dyr omgang for investorerne og der gik ikke længe, før Armin Kavousi blev indstillet til en konkurskarantæne.

Det betyder, at han potentielt kan blive frataget retten til at drive eller lede en virksomhed.

Hvilken indflydelse en mulig konkurskarantæne vil kunne have på Nurds vides endnu ikke.

Artiklens emner
Meew
Armin Kavousi