Milliardærfamilie i Vejle lægger endnu flere millioner til formuen
En af landets nyeste milliardærfamiliers imperium vokser yderligere, viser regnskab.
Den danske Hanssen-familie fra Vejle har tjent styrtende med penge på investeringer i ejendomme - og på salget af benzinkæden Go’on.
Hanssen Holding A/S, som er koncernens øverste holdingsselskab, har netop offentliggjort regnskab for 2023. Det viser et overskud på 108,5 mio. kr.
»Tilfredsstillende i et år med stigende rente og høj inflation,« skriver koncernen på sin hjemmeside.
Egenkapitalen i Hansen Holding A/S udgjorde i 2023 1,3 mia. kr., en stigning på lidt under 100 mio. kr.
Regner man tallene sammen, har selskabet i alt tjent over 1 mia. kr. på bunden over de seneste fire år.
Familien tjener hovedsageligt penge på aktiviter i større detail-ejendomme, kontorhuse og logistikejendomme og udviklingsprojekter.
Selskabernes kapitalforvaltning består af investeringer i 22 kapitalfonde og en større aktieportefølje. Hanssen-koncernen består af tre selvstændige holdingselskaber, hvoraf Hanssen Holding A/S er det øverste.
Det var i 2022, at Hanssen solgte af benzinkæden Go’on, der driver mange mange tankstationer landet over.
»2023 blev et år med investeringer på tværs af koncernen, for derigennem at få placeret likviditeten fra salget af majoriteten af aktierne i Go’on Gruppen i 2022,« skriver selskabet i en kommentar til regnskabet.
Selskabet forventer i år et resultat mellem 160-180 mio. kr. efter skat.
»I 2024 vil fokus i koncernen være på optimering af vores eksisterende ejendomme gennem yderligere investeringer samt at forøge investeringerne markant i diverse kapitalfonde.«
Søren Hanssen er formand i Hanssen Holding. Det var hans far, John Hanssen, der i 1980’erne lagde fundamentet til familiedynastiet. Han er oprindelgit fra København og etablerede discountkæden Fakta og varehuskæden Big Store, som senere blev solgt til Coop Danmark.



