MoneyMum udfylder et tomrum og afleverer solidt regnskab
Til daglig rådgiver hun andre om privatøkonomi, men det ser heller ikke helt dårligt ud for Pernille Oldgaards egen økonomi. Hun har haft en særlig agenda med sit arbejde.
Med over 70.000 følgere på Instagram har Pernille Oldgaard under navnet MoneyMum vist, at danskerne gerne vil forstå deres privatøkonomi bedre.
Det er dog ikke kun andres økonomi, som Pernille Oldgaard har gode erfaringer med at hjælpe på rette kurs. Hendes eget firma går også særdeles godt ifølge nyt regnskab.
»Jeg synes, det er gået godt. Jeg har haft nok at lave og har haft mange bolde i luften,« siger Pernille Oldgaard.
Hun har fået udbetalt tæt på 1 mio. kr. i løn, samtidig med at der er 186.000 kr. i overskud i virksomhedens første regnskabsår.
Da Pernille Oldgaard startede ud på Instagram i 2020, var det egentligt ikke noget, hun selv troede så meget på. En veninde fik overbevist bankrådgiveren om, at der manglede en »folkets økonomikvinde«.
»Jeg sagde til hende dengang, at folk gider ikke høre om privatøkonomi - de synes, det er kedeligt,« siger Pernille Oldgaard.
Hendes erfaringer var, at når hun fortalte, at hun arbejdede i en bank, så var folk ved at dø af kedsomhed. Der skulle dog ikke gå mere end seks måneder, før »folkets økonomikvinde« havde 15.000 følgere på Instagram.
»Det gik op for mig, at det var de simple ting, folk havde svært ved, fx hvorfor skal man have en børneopsparing, men også hvor meget bruger andre på madbudget - folk manglede nogen at spejle sig i,« siger Pernille Oldgaard.
Udover den aktive Instagramprofil, så har Moneymum tjent sine penge på rådgivning, undervisning og foredrag.
»Min agenda er at gøre privatøkonomi mere jordnært, så alle kan være med, samtidig med at vi skal åbne op og begynde at tale mere om det,« siger Pernille Oldgaard.
Hun kunne i starten af året udgive sin første bog ”Overblik: Alt du skal vide om hverdagsøkonomi”, der har ligget nummer tre på bestsellerlisten i business-kategorien i seks uger.
»Indtil videre er 2024 startet vildt med masser af opgaver. Jeg er blevet booket til en masse forskellige ting, så jeg tror da på, at 2024 kommer til at gå lige så godt, hvis ikke bedre end sidste år,« siger Pernille Oldgaard.
Hun udkommer også i påsken med en podcast på Mofibo om økonomiske dilemmaer.

