Fortsæt til indhold

Skabte Danmarks mest populære app: Nu afslører Philip Engberg sin indtjening

Under energikrisen blev Min Strøm den mest downloadede app i Danmark. Nu kommer selskabet bag med sit første offentlige regnskab.

34-årige Philip Engberg har skabt en app, der på kort tid blev yderst populær. Foto: Sofia Busk
Erhverv

Philip Engberg fik i 2022 en idé, der viste sig at være yderst god.

For mens energipriserne fyrede op, og danskerne skulle tillægge sig nye vaner for at spare penge, lavede Philip Engberg en opfindelse, der lynhurtigt blev Danmarks mest populære i en periode.

Nemlig appen Min Strøm.

Han brugte en uge på at udvikle den, og efter lanceringen i april 2022 blev den på få måneder downloadet over 500.000 gange.

Min Strøm blev en fast del af mange danskeres hverdag i en tid, hvor energipriserne satte rekord. Hans app kunne nemt give brugeren et overblik over, hvornår det var billigst at lade elbilen, sætte en vask over eller tænde for ovnen.

Philip Engberg sad på et guldæg, som kunne blive indbringende, mente han.

Derfor oprettede han selskabet Min Strøm ApS, så indtægterne kunne strømme derind i stedet for i den hidtidige enkeltmandsvirksomhed af samme navn.

Min Strøm ApS er nu kommet med sit første regnskab, og her får offentligheden for første gang indblik i, om appen rent faktisk er en god forretning.

Det må man sige, at den er.

Min Strøm gav i 2023 et overskud efter skat på 750.000 kr.

Vel og mærke efter, at de to fuldtidsansatte har fået en samlet aflønning på knap 1,5 mio. kr.

Philip Engberg, der er Min Strøms direktør og ejer, kalder resultatet for tilfredsstillende.

Han har tidligere forklaret Finans, at han tror, at han kun lige har skrabet overfladen, og at appen har meget større potentiale.

»Mange af de ting, der ikke kører på strøm i dag, kommer til det i fremtiden. Uanset om der er energikrise eller ej, vil strøm fylde mere i vores hverdag. Det bliver formentlig mere automatiseret, så vi bruger strømmen på det rigtige tidspunkt, men der kunne det være fedt at være med til at få brugerne til at forstå, hvad der foregår,« sagde Philip Engberg i oktober 2022.

Da Finans senest talte med Philip Engberg for et år siden, havde Min Strøm mere end 850.000 brugere i Danmark.

Han har fået adskillige tilbud fra nogen, som har villet købe appen. Men han har kategorisk afvist ethvert tilbud.

»Jeg tror på selv at køre det videre, som det er nu. Det passer godt til mig at være uafhængig. Så længe jeg kan gøre det, vil jeg fortsætte. Jeg har ikke behov for at skulle stå til regnskab overfor eksterne folk med andre dagsordener,« har Philip Engberg tidligere fastslået.

Egenkapitalen i Min Strøm ApS er på 2,5 mio. kr. efter første regnskabsår, fordi anpartsselskabet blev stiftet ved apportindskud - altså indskud af de værdier, der allerede var bygget op fra enkeltmandsvirksomheden.

Artiklens emner
Min Strøm
Philip Engberg