Fortsæt til indhold

Christian Arnstedt kæmper med urfirma, der har haft trecifret millionomsætning

Den tidligere "Løvens Hule"-investor, Christian Arnstedt, er største aktionær i Nordgreen, som kæmper for at overleve. Virksomheden er taget under rekonstruktion med stor milliongæld.

Christian Arnstedt har været investor i fire sæsoner af "Løvens Hule". Han er største aktionær i Nordgreen. Foto: DR
Erhverv

Hvad der skulle have været en succeshistorie med stor millionomsætning og meget kapitalstærke danskere i ryggen, er aldrig endt med andet end røde tal på bundlinjen for Nordgreen.

Virksomheden er nu taget under rekonstruktion. Det fremgår af Statstidende.

Christian Arnstedt, der har været investor i ”Løvens Hule” igennem fire sæsoner, er største aktionær i Blazar Capital.

Blazar Capital er hovedaktionæren i Nordgreen, der nu er i fare for at gå konkurs.

»Der er likviditetsproblemer i selskabet,« siger Nicolai Dyhr, der er advokat og indsat som rekonstruktør for Nordgreen.

Han oplyser, at der er et tocifret millionbeløb i gæld.

»Det er en virksomhed, der har brugt mange penge på markedsføring og på at skabe et brand, hvor omsætningen og indtjeningen ikke helt kunne følge med i forhold til investeringerne,« siger Nicolai Dyhr.

Han siger, at det har kostet mange penge for Nordgreen at skabe et brand i Danmark og udlandet.

Blazar Capital ejer Christian Arnstedt blandt andet sammen med Pascar Siwam og Vasilij Brandt, som alle tre også er stifterne bag virksomhedfabrikkens kronjuvel - Nordgreen.

Siden Nordgreen blev stiftet i 2017 har urefirmaet kun kunnet levere røde tal til bundlinjen. Det er på trods af, at virksomheden selv kunne meddele, at de havde en omsætning på 101 mio. kr. i 2020. Det år var underskuddet på næsten 4 mio. kr.

Underskuddet blev firedoblet året efter. Det var på trods af, at målsætningen var, at 2021 skulle være første år med overskud.

»Nordgreen har de seneste år været hårdt ramt af konkurser og nedlukninger blandt nogle af selskabets største kunder,« siger Mikael Afzelius, der adm. direktør i Nordgreen, i en skriftelig kommentar.

Det har ifølge ham presset likviditeten »i et lille selskab som Nordgreen ekstremt hårdt.«, at kunder som Galeria Karstadt Kaufhof og Bluebell Japan er gået konkurs eller i rekonstruktion.

»Omsætningen har været oppe over 100 mio. kr., men den er faldet betydeligt i 2023,« siger Nicolai Dyhr.

Han understreger, at det stadig er en god virksomhed, der bør være en sund forretning, men at det bare ikke er på det niveau, som det har været.

»Nøglemedarbejderne og dem, der udgør fundamentet for at drifte virksomheden fremadrettet, er der stadig, så jeg tror på, at der er nogen, der gerne vil investere i det her,« siger Nicolai Dyhr.

Efterkommeren til én af de tre stifterfamilier bag milliardkoncern FLSmidth, Christian Arnstedt, har da også før formået at tiltrække andre store drenge til det konkurstruede Nordgreen. Af dem kan nævnes Semler-arvingen Philip Mourier og tidligere partner i Blazar Capital Dennis Fedoryaev.

»Den samlede ejerkreds står bag Nordgreen og er positive for at tilføje yderligere kapital. Og vi arbejder lige nu på højtryk med at finde en løsning, hvor brandet får den bedst mulige chance for at komme videre,« siger Mikael Afzelius.

Artiklens emner
Blazar Capital
Nordgreen