Fortsæt til indhold

Nyt badehotel udskydes: Nu vil Lalandia lave »Strandbyen«

Det var planen, at et nyt dansk badehotel ved Vesterhavet skulle stå færdigt i 2025. Nu er det udskudt til fordel for et andet projekt.

Søndervig Badehotel er nu udskudt i flere år. Illustration: Bay Arch
Erhverv

Hvis du drømte om at overnatte på et nyt ambitøst badehotel ved Vesterhavet fra 2025, kan du godt parkere den drøm i nogle år.

For Lalandia har udskudt sin plan om et færdigt badehotel med op til 200 værelser i vestjyske Søndervig fra 2025.

Det fortæller Jan Harrit, adm. direktør i Lalandia, der driver tre feriecentre i Danmark i Rødby, Billund og Søndervig.

»Vi har tilladelse til at opføre badehotellet, men nu er der opstået en anden mulighed, som vi har grebet. Derfor er det først realistisk, at badehotellet åbner fra 2028,« siger han.

Den mulighed - som Lalandia har grebet og har betydet udskydelse af badehotellet - er opførelsen af en helt ny bydel kaldet ”Strandbyen” i Søndervig.

Et projekt med 141 ferielejligheder. De første lejligheder skal stå klar til indflytning i foråret 2025, og salget blev skudt i gang her i april.

Jan Harrit fortæller, at over 100 lejligheder allerede er blevet solgt.

»Vi begynder at bygge ferielejlighederne efter sommer og kommer ikke til at begynde med badehotellet, før vi er færdig med ferielejlighederne. Vi har stadig en stor tro på badehotellet, men nu skal vi først have realiseret lejlighederne,« siger han.

De 141 ferielejligheder skal udgøre en helt ny bydel i turistbyen Søndervig. Illustration: Lalandia

Ferielejlighederne er mellem 63 og 100 kvadratmeter til en pris, der spænder fra 1,949 mio. kr. til 2,949 mio. kr.

Mellem og ved lejlighederne vil der være grønne områder, en legeplads, to butikker og en vin- og tapasbar.

Placeringen af ”Strandbyen” vil være 300 meter fra Vesterhavet og ganske tæt på Lalandia i Søndervig, hvor der er omkring 500 feriehuse tilknyttet.

Lalandia har i mange år været guldkalven i underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment, der også rummer fodboldklubben FC København.

Lalandia Søndervig kom for nylig med sit første regnskab, hvor der har været fuld drift i 12 måneder. Overskuddet efter skat lød på 4,1 mio. kr. ud af en omsætning på 132,6 mio. kr. i fjor.

De to andre danske Lalandia’er i Rødby og Billund giver årligt tocifrede millionoverskud.

Parken valgte i 2022 at afsøge mulighederne for at sælge Lalandia. Men det blev droppet, da det på daværende tidspunkt ikke var muligt at få den ønskede pris for Lalandia.

Artiklens emner
Oplevelsesindustrien
Lalandia