Arving til flyselskab idømmes konkurskarantæne
Kristoffer Sundberg, arving til flyselskabet Sun-Air idømmes konkurskarantæne og trækker sig fra 24 poster. Det bekræfter arvingens far, Niels Sundberg, til Børsen.
Konkursen i den skandaliserede virksomhed Scanleasing resulterer nu i, at flyarvingen til Sun-Air, Kristoffer Sundberg, idømmes konkurskarantæne og må trække sig fra 10 direktioner og 14 bestyrelsesposter.
Det bekræfter arvingens far og stifter af Sun-AIr, Niels Sundberg, til Børsen.
»Det er selvfølgelig en lærestreg, og jeg tror da også, at Kristoffer tænker sig om en ekstra gang, inden han igen træder ind i en bestyrelse for et fremmed selskab,« siger Niels Sundberg til Børsen.
Sun-Air var ellers midt i et generationsskifte, men det er nu sat på pause, oplyser Niels Sundberg til Børsen.
Udover karantæne har Kristoffer Sundberg ifølge Børsen indgået forlig med konkursboet om bestyrelsens passivitet frem til Scanleasings konkurs.
Scanleasing var frem til konkursen i 2020 et af Danmarks største uafhængige leasingselskaber, men efter konkursen piblede det frem med dårlige nyheder.
Eksempelvis kom det frem, at der aldrig var blevet betalt registreringsafgift på 7 ud af 10 leasingbiler fra selskabet, mens tidligere direktør og eneejer af selskabet, Peter Larsen, ifølge Børsen på nu fjerde år efterforskes for omfattende økonomisk kriminalitet.
Det kom sidenhen frem, at det var en momsregning fra Skattestyrelsen, som fik Scanleasing til at gå konkurs.
Ifølge Børsen blev selskabets bestyrelse, hvor Kristoffer Sundberg var medlem, stævnet af konkursboet for passivitet.
»Ved gennemgang af selskabets mailarkiv har kurator alene konstateret særdeles begrænset og sporadisk korrespondance til og imellem bestyrelsesmedlemmerne vedrørende deres bestyrelsesarbejde,« citerede Børsen dengang fra stævningen.


