Fortsæt til indhold

For første gang er underskuddet skrumpet i kaffevirksomhed

Det er første gang, at underskuddet ikke vokser i Bold Drinks, der også har fået en kapitalindsprøjtning.

Underskuddet skrumper i Bold Drinks, der er stiftet Af Lasse Søkilde og har Jesper Buch med i ejerkredsen. Arkivfoto
Erhverv

Siden Bold Drinks blev stiftet i 2017 er virksomhedens underskud kun vokset – godt ind i millionklassen.

Men 2023 blev det første år, hvor underskuddet skrumpede. Det viser et netop aflagt regnskab fra virksomheden, der producerer iskaffe på dåser.

Ifølge regnskabet kom virksomheden ud af 2023 med et underskud på godt 5 mio. kr. før skat, mens underskuddet i 2022 nåede op på 7,5 mio. kr. før skat.

Bruttotabet i virksomheden er også faldet med 3,8 mio. kr. til nu at tælle knap 1,4 mio. kr.

Et negativt resultat, der ifølge virksomhedens ledelse har to årsager.

»Resultatet for regnskabsåret 2023 er negativt, og en stor del heraf kan tilskrives investeringer i setup tilegen distribution samt forsatte stigninger i råvarepriser,« står der i regnskabet.

Virksomhedens kortfristede gældsforpligtelser er også vokset med knap 3 mio. kr. i regnskabsåret.

Og i en note fremgår det, at der har været usikkerhed om fortsat drift. Men det fremgår også, at virksomheden har fundet nye investorer – noget den sidste år var i en intens jagt for at finde.

»Efter regnskabsårets afslutning er selskabet tilført yderligere kapital fra investorer, således at selskabets finansiering for det kommende år er sikret og kommende vækstplaner kan indfries,« lyder det i regnskabet.

Derfor er regnskabet aflagt »under forudsætning af fortsat drift«.

Bold Drinks er stiftet af iværksætteren Lasse Søkilde.

I 2020 pitchede han sin virksomhed DR’s tv-program, ”Løvens Hule”, og fik serieinvestorerne Jesper Buch og Christian Arnstedt med om bord. I januar i år trådte Arnstedt dog ud af ejerkredsen, der i dag tæller 14 personer ud over Lasse Søkilde selv.

Artiklens emner
Regnskaber
Bold Drinks ApS