Brødre solgte kendt kæde: Nu stiger deres overskud til nye højder
For knap et år siden solgte brødrene bag Old Irish Pub ud af deres ejerandele. Nu løfter nye regnskaber lidt af sløret for, hvad de tjente på salget.
Det er mere end et årti siden, at brødrene Peder og Kristian Blak åbnede den første bar i det, der er nu en multinational kæde under navnet Old Irish Pub.
Den store barsucces fik i fjor kapitalfonden Standard Investment til at købe sig ind i Old Irish Pub. Dengang blev mange detaljer holdt hemmelige.
Hvor stor en ejerandel havde kapitalfonden købt sig til, og hvad var prisen?
Siden kom det frem, hvordan den nye ejerfordeling var. Nu løfter nye regnskaber noget af sløret for, hvad brødrene Blak tjente på at sælge ud af Old Irish Pub.
Begge brødre kunne for 2023 hver bogføre et overskud efter skat på omkring 111 mio. kr. Markant mere, end overskuddet plejer at lyde på i deres holdingselskaber.
Året forinden havde brødrene respektive overskud på knap 25 mio. kr.
Både Peder og Kristian Blak er fortsat medejere af Old Irish Pub.
Før salget til Standard Investment ejede de hver omkring 40 pct. af barkæden. Nu ejer de omkring 20 pct. hver.
Selvom brødrene har solgt majoriteten af Old Irish Pub, er de stadig dybt involveret i driften af barkæden.
Peder Blak er fortsat adm. direktør.
»Som vi meldte ud, da vi offentliggjorde samarbejdet, ser både den oprindelige ejerkreds og Standard Investment dette som et partnerskab, hvor vi lytter til hinanden og bruger hinandens stærke sider til at styrke hele virksomheden,« skrev han i en mail til Finans i fjor.
Tidligere i år kunne Old Irish Pub offentliggøre en omsætning i 2023 på over 400 mio. kr. Overskuddet lød på knap 30 mio. kr.
Pubkæden startede i Roskilde i 2013 og har over 1.800 ansatte fordelt på de i alt 34 lokationer i fem forskellige lande.

