Professor: Energinet forsinkelser burde være meldt ud tidligere
Nye problemer har ramt Energinet, og det burde ledelsen have meldt langt hurtigere ud, lyder det fra professor. Sagen kan ifølge en anden professor efterlade et forklaringsproblem. Selv er Energinet tavs.
Endnu en sag om mangelfuld planlægning hos Energinet rejser nu nye og spørgsmål for ledelsen i det statsejede milliardselskab.
Det vurderer professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh. Han understreger, at elforsyningen generelt er et »indviklet samspil«, der også kan ligge udenfor Energinets kontrol.
»Spørgsmålet er, om den udspringer af faktorer, man var opmærksom på, men ikke har håndteret, som man burde. Altså; er der tale om forsømmelse?« siger professoren.
Fredag morgen kom det frem, at det statsejede selskab står med nye problemer, som ikke kom frem under efterårets politiske stormvejr om Energinets omfattende forsinkelser. Det viser sig nu, at Energinet også mangler kapacitet i dele af det såkaldte eltransmissionsnet. Det er så akut, at en række virksomheder ifølge Finans’ oplysninger over de seneste måneder har fået en blank afvisning, når de har forsøgt at blive tilkoblet elnettet.
Det har man gjort Energinet opmærksom på over det seneste år, oplyser elnetselskabernes interesseorganisation Green Power Denmark. Alligevel er det først nu, at Energinet fortæller om den tilspidsede situation.
Og det undrer Brian Vad Mathiesen, der er professor i energisystemer ved Aalborg Universitet.
»Som jeg ser det, er Energinets ledelse alt for sent ude med kommunikationen om de her nye problemer,« siger han.


