Fortsæt til indhold

Manden bag brexit truer Ørsteds nøglemarked

Hvis Nigel Farage får magten i Storbritannien, vil han gøre det markant sværere for grønne selskaber som Ørsted. Eksperter drager paralleller til USA, der har voldt energikæmpen massive problemer.

Højrefløjspolitikeren Nigel Farage kan ifølge meningsmålinger meget vel blive den næste britiske premierminister. Foto: Chris J. Ratcliffe/Reuters
Erhverv

På en varm sommerdag i juli 2025 modtog Rasmus Errboe et opsigtsvækkende brev, der formentlig har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på Ørsteds førstemand.

Afsenderen, Richard Tice, næstformand fra det britiske højrefløjsparti Reform UK, sendte nemlig topchefen en direkte trussel.

Hvis partiet, med brexits chefarkitekt Nigel Farage i spidsen, får magten ved Storbritanniens næste parlamentsvalg, vil det gøre livet så surt som muligt for bæredygtige energiselskaber.

»Som vi har set med præsident Donald Trump i USA og brexit-folkeafstemningen i 2016, er æraen med ubestridt liberal progressiv ortodoksi på tværs af den vestlige halvkugle forbi,« står der i brevet.

»Potentielle investorer i Storbritanniens Net Zero-økonomi bør tage dette til efterretning,« skrev Richard Tice i brevet, som han har sendt til flere topchefer i de største energiselskaber som Ørsted.

Ørsted har tidligere oplevet kolossale problemer med politisk modstand fra Donald Trump i USA, som har voldt selskabet enorme problemer og ført til pessimisme fra investorer.

Spørgsmålet er, om der kan komme en lignende situation i Storbritannien.

I det omtalte brev truer Reform UK konkret energiudviklerne med, at de vil fjerne støtten på havvindprojekter i et konkret statsligt udbud, hvis partiet får regeringsmagten. Ørsted har dog ikke deltaget i det pågældende udbud.