Erhvervslivets lobbyister tabte valget

KÆRE LÆSER

Her er en god og en dårlig nyhed:

Stik imod forventningen har den igangværende valgkamp faktisk handlet om dansk erhvervsliv, om vækst, værdiskabelse og rammevilkår.

Det er bare sket på den helt forkerte måde.

Hvem bærer ansvaret for det?

Det gør de mange lobbyister i landets store erhvervsorganisationer, som har forsømt at rammesætte den helt afgørende debat om, hvordan vi skaber de bedst mulige rammebetingelser for danske virksomheder i en tid, hvor konkurrencekraft er vigtigere end nogensinde.

Så det kan godt være, at valget til Folketinget først bliver afgjort på tirsdag. Men man kan allerede nu konstatere, at erhvervslivets lobbyister har tabt.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) brugte Dagbladet Børsen som affyringsrampe til valgkampen og til Socialdemokratiets store slagnummer om en formueskat, kom det ikke som noget kæmpe chok for erhvervsorganisationerne.

I længere tid havde det rumlet med spekulationer om, at Socialdemokratiet ville være på vej med en formueskat og eventuelt også en øget skat på bankerne, der i forvejen betaler en strafskat, blot fordi de er banker.

Det sidste blev aldrig til virkelighed, måske med lobbyisters mellemkomst, mens formueskatten har domineret overskrifterne i valgkampen.

På sin vis befriende, da det kridter den politiske bane op ved at udstille de partier, der vil pålægge virksomheder og borgere flere skatter og byrder, og på den anden side dem, der vil arbejde for at sikre gode vilkår for dansk erhvervsliv, så vi kan skabe vækst og arbejdspladser.

Groft sagt: Hvem vil gøre den fælles kage større? Og hvem vil skære endnu flere stykker ud af en mindre kage?

Men det er jo kun en udlægning, som gælder, hvis man iklæder sig de meget positive briller.

Et lidt mere negativt syn på valgkampen må jo være, at den rummer en forspildt mulighed for at forklare, hvorfor et stærkt og konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv er helt afgørende i en tid, hvor Europa økonomisk og sikkerhedspolitisk er alene hjemme. Og en truende økonomisk krise lurer på grund af krigen i Iran.

I stedet blev det en defensiv omgang.

De to stærkeste symboler på det stod Dansk Industri for med sit hokuspokus-regnestykke om, at formueskatten vil ramme 850.000 danske job, og Dansk Erhverv, hvor direktør Brian Mikkelsen tog Vestas-topchef Henrik Andersen under armen og skældte ud på formueskatten i Berlingske.

De har jo ellers ret, som jeg også har skrevet her tidligere. Skatten er skadelig og vil koste job og investeringer. Men i den offentlige debat handler det ikke om at have ret, det handler om at få ret. Og der hjælper hverken urealistiske regnestykker eller en fornærmet tone.

Det er faktisk lidt ildevarslende, at erhvervslivet ikke har været skarpere til at definere fortællingen: Erhvervslivet startede således med at lave valgkampens største selvmål. De faldt i den klassiske velfærdsfælde, de argumenterede med forvrænget regnearkslogik og trusler om skatteflugt og udflagning af deres virksomheder. Et sprog, som de færreste almindelige danskere gider høre på.

Noget tyder på, at lobbyisterne var strategisk uforberedte, ja nærmest tonedøve over for tidsånden, og det er da helt utroligt, at man ikke har lært den lektie endnu. Det er jo - desværre - langtfra første gang, at erhvervslivets repræsentanter har stået i samme situation.

Tag nu bare den hidsige debat om generationsskifteskatten.

Her var reaktionen den samme. Store industrifamilier tordnede i pressen: Hvis skatten stiger, må vi sælge til udlandet eller flytte hovedsædet, og vupti, debatten blev framet som klynk fra ”rige arvinger”, der ikke ville bidrage til fællesskabet.

Samme nummer med Arne-pensionen og den hårdere beskatning af bankerne. Hvad gjorde de? Bankdirektører gik ud og advarede om, at en særskat ville gøre det dyrere for hr. og fru Danmark at være kunder i banken.

Det blev opfattet som en direkte trussel mod forbrugerne og fik snart bankerne til at ligne en grådig sektor på en prik, som kampagnen netop skød efter. Mærsk har gjort noget lignende i den årelange debat om tonnageskatten. Fortsæt selv listen.

Sagen er, at erhvervsorganisationerne atter bed på Mette Frederiksens krog og gennede sig selv op i et defensivt hjørne. Her lignede de alt det, de røde partier elsker at hade: Topprivilegerede direktører og verdensfjerne rigmænd, der ryster med posen, truer med at flytte og kun tænker på sig selv.

Man hjalp simpelthen modstanderne med at bekræfte fordommene om sig selv i offentligheden.

Og dermed har lobbyisternes største svigt været manglen på en folkelig fortælling. De mødte op med tørre beregninger og abstrakt tale om rammebetingelser. Det er ord, der dør i en politisk debat.

Først alt for sent forstod man at skifte narrativet ud og i stedet få de små og kløgtige iværksættere på banen. Dem, der ikke burde have tid eller overskud til det. Det var først, da debatten skiftede fra milliardærernes bugnende formuer til fremtidens arbejdspladser og startups, der stod til at knække nakken på skatten, at argumenterne begyndte at bide sig fast.

Nu vedrørte konsekvenserne pludselig os alle, ikke kun de få. Hov, kan skatten koste mig jobbet? Jamen, så er det jo kun en god idé med den formueskat, selvom de rige er for rige.

Heldigvis ser noget ud til, at folkestemningen er vendt, og at danskerne har gennemskuet, at den letkøbte retorik om grådige rigmænd i virkeligheden dækkede over et uigennemtænkt forslag, der vil gøre os alle sammen fattigere. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet virker nu også på vild flugt fra deres egen idé. Også netop derfor har tavsheden fra Dansk Metals formand, Claus Jensen, været så illustrativ for stemningsskiftet, som jeg skrev om i sidste uge.

Kort sagt: Formueskatten har været endnu en dyr lektion i strategisk kommunikation for erhvervslivet. Og man kan med en vis ret godt tillade sig at spørge, om erhvervslivets lobbyister nogensinde får det lært.

Man skal ikke true med at gå, man skal true med at blive.

Ugens fem vigtigste historier

1. Afmonteringen af et erhvervsikon

Ugens helt store historie i dansk erhvervsliv var uden sammenligning, at GN Store Nord sælger hele sin høreapparat-division.

Der er dog ingen grund til at begynde at skrive en nekrolog over selskabet, der blev grundlagt af C.F. Tietgen tilbage i 1869 som Det Store Nordiske Telegrafselskab.

Det mener Martin Jes Iversen, historiker og lektor på Copenhagen Business School og forfatter til flere bøger om GN Store Nord gennem tiden.

»Nekrologen er også skrevet før, men så har de alligevel fundet en vej til at overleve på. Og nu står de med et ret godt udgangspunkt, som gældfri, og de kan investere i de områder, de er i nu. Så jeg vil være forsigtig med at se det som tiden til at skrive en nekrolog,« siger han.

Men måske er spillet ikke slut endnu, mener erhvervskommentator Søren Linding. For ærkerivalen Demant kan forplumre hele GN’s milliardhandel, selvom det bliver dyrt at omstøde en done deal.

2. Afsløring: Nordea forsøger i al hemmelighed at opkøbe rivaler på pensionsmarkedet

Nordea har med hjælp fra Carnegie forsøgt at overtage AP Pension og Velliv. Storbankens danske pensionsselskab mangler størrelse.

Claus Iversen og Kristoffer Brahm med historien. Læs den her.

3. Ny medvind til kriseramt klimaløsning

Grøn brint blev dømt ude - men nu bobler optimismen igen, mens tyskerne vifter med milliarder, skriver klimaredaktør Jakob Martini i sit ugentlige nyhedsbrev.

Læs det her.

4. Har udpeget landechef: Revolut vil skabe røre i dansk bankmarked

Den digitale udfordrerbank ruller nye bankydelser ud i Danmark. Med en tidligere Danske Bank-chef i spidsen vil den fremadstormende bank udfordre de etablerede banker.

Cecilie Als Bryder med historien. Læs den her.

5. Kurator har meldt kriseramt robotfirma til bagmandspolitiet i Finland

Shape Robotics’ datterselskab i Finland er blevet meldt til det finske bagmandspoliti på baggrund af en revisionsundersøgelse. Imens svarer topchef Mark Abraham igen med sine egne politianmeldelser.

Ny afsløring af Jesper Kroer Høberg, William Springer og Tobias Hansen Bødker.

Læs den her.

Ugens podcast - valg med Bundlinjen

Er krigen i Mellemøsten og oliekrisen for alvor ved at rykke ind i valgkampen?

Benzinpriserne stiger voldsomt, og det gør ondt på mange af os – men hvor meget lader danskerne egentlig pengepungen styre, når de står i stemmeboksen?

I denne uges udgave af Bundlinjen ser vært Rasmus Bendtsen og hans panel frem mod valgdagen og kårer erhvervslivets parti. Panelet giver desuden sit bud på valgets vindere, tabere og erhvervslivets største skrækscenarie.

Ugens panel:

Ugens anbefaling - hvis jeg blev erhvervsminister

Det her er værd at læse som optakt til valget på tirsdag.

Hvad ville stå højt på din ønskeliste, hvis du endte som minister for erhvervslivet? Finans har som optakt til Folketingsvalget tirsdag 24. marts efterspurgt svar hos partiernes erhvervsordførere.

Et par udpluk:

Hvis SF’s erhvervsordfører Lisbeth Bech-Nielsen blev minister for erhvervslivet, ville hun prioritere socialøkonomiske virksomheder og dansk-nordisk produktion af satellitter højt.

Venstres erhvervsordfører Linea Søgaard-Lidell er overbevist om, at en selskabsskat på 20 pct. vil føre til, at virksomhederne får flere penge til at investere i produktionsapparat, ekspansion på nye markeder og ansættelse af medarbejdere.

Liberal Alliances erhvervsordfører Pernille Vermund ville som minister sænke selskabsskatten til 18 pct. Samtidig ville hun gøre det lettere at etablere privatejede plejehjem og daginstitutioner.

Mette Reissmann (S) ville som minister for erhvervslivet have en mærkesag om, at de akademiske institutioner, myndigheder og erhvervsliv skal arbejde meget tættere sammen for at skabe nye virksomheder og gavne eksporten.

Min kollega Peter Schollert har indsamlet svarene. Find alle artiklerne her, flere kommer løbende til.

Ugens citat

»Konkurrencekraft er blevet til sikkerhedspolitik, så det nærmer sig landsskadelig virksomhed at indføre en formueskat.«

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, i et interview med Jesper Hvass fra Børsen.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen