AI skaber nye dilemmaer: Her er den vigtigste egenskab for ledere
Ledere overvurderer AI-strategien og undervurderer adfærden, der skal få den til at virke.
Er du interesseret i ledelse, magt og mennesker? Skriv dig op til nyhedsbrevet Powerplay her.
Kære læser
Tak for at tage godt imod første udgave af Powerplay, hvor jeg forsøgte at give et bud på, hvad erhvervslivet kan lære af Viktor Axelsen, og ikke mindst hvad der ikke kan overføres fra sport til erhvervsliv.
Denne gang bevæger vi os ned ad en lidt anden boldgade. Det skal nemlig handle om AI.
Mange ledere overvurderer deres strategi og undervurderer betydningen af deres adfærd – særligt når det gælder implementeringen af kunstig intelligens. Det er netop dette tema, der er i fokus i denne uges nyhedsbrev.
Debatten om AI er allestedsnærværende: AI forventes at overtage både dit og mit job. AI kan skrive artikler i stedet for journalister, lave økonomiske beregninger, udarbejde juridiske dokumenter og rådgive i stedet for mennesker. AI’s potentiale synes grænseløst.
Det skaber naturligvis usikkerhed i organisationerne, når vi fortæller hinanden, at vi snart bliver erstattet af kunstig intelligens.
Bekymringen går hele vejen fra medarbejderniveau til topledelse.
En undersøgelse fra PwC viser, at AI nu overgår geopolitik og topper listen over de største bekymringer for toplederne. Det handler blandt andet om, hvordan den enkelte topchef får udnyttet AI i sin virksomhed. Samtidig viser data, at bestyrelserne i store danske virksomheder har mindre tillid til at kunne håndtere AI end for et år siden.
Men der er forskel på at forstå og implementere teknologi og på at udøve ledelse. Den første handler om kompetencer, den anden handler om mennesker.

